Danmark har i mange år i det store hele fulgt USAs anvisninger, når det gælder udenrigspolitikken.

Vi har siden 2001 været blandt de første til at melde os under fanerne, når USA gik i krig, hvad enten det gjaldt Irak eller Afghanistan. Fornuften ved disse krige kan bestemt diskuteres. Men om ikke andet, så var vores loyalitet med til at sikre opretholdelsen af en verdensorden, hvor USA var Vestens politimand, der sikrede en vis form for fred og stabilitet i verden.

Denne verdensorden er nu truet. Kabuls fald vil gå over i historien som en milepæl, ligesom Saigons fald gjorde det i 1975. Jo oftere Joe Biden har erklæret, at en sammenligning med Vietnamkrigens sidste dage var helt skudt forbi, jo mere har det stået klart, at han tog fejl.

De vilde billeder af mennesker, der med livet som indsat forsøger at hægte sig fast på et fly i bevægelse, har brændt sig ind på nethinden og er blevet symboler på en tid i opløsning.

Adskillige døde, da de febrilsk forsøgte at klamre sig til et amerikansk fly, der lettede fra Kabul. Billederne er gået verden rundt.
Adskillige døde, da de febrilsk forsøgte at klamre sig til et amerikansk fly, der lettede fra Kabul. Billederne er gået verden rundt.
Vis mere

Desværre må man frygte, at vi langtfra har set de sidste voldsomme, symbolske billeder fra Afghanistan. Et hæsligt efterspil med Taliban i hovedrollen som dommer og bøddel over dem, der tillod sig at tro på vores løfter om frihed og demokrati, lurer. Vesten vil da stå handlingslammet og se på.

Joe Bidens uforståelige lyntilbagetrækning var en fejldisposition af de helt store, og den kan meget vel blive hans politiske banesår. Donald Trump høster allerede nu billige point på at fordømme kollapset i Kabul som det pinligste, der nogensinde er hændt USA.

Det er naturligvis hykleri i yderste potens. Det var Trump, der i 2020 underskrev en virkelig dårligt forhandlet tilbagetrækningsaftale med Taliban. Trump ville faktisk have været ude endnu før Biden. Alligevel kan Kabul blive Trumps fribillet til Det Hvide Hus, fordi han kan sælge miseren som Bidens værk.

Ved at være manden, der eksekverer tilbagetrækningen og dumstædigt at stå fast på, at det var det rigtige at gøre, og at krigen ikke har været forgæves, kommer Joe Biden til at påtage sig det fulde ansvar for USAs forfejlede 20 år i Afghanistan.

Udenrigsminster Jeppe Kofod med USAs udenrigsminister, Anthony Blinken, i Danmark.
Udenrigsminster Jeppe Kofod med USAs udenrigsminister, Anthony Blinken, i Danmark. Foto: POOL
Vis mere

Bidens ønske om, at alle tropper er ude før 20-års jubilæet for 9/11, var unødvendig symbolpolitik. Afghanistan-krigen har længe været uhyre upopulær i USA. En langsigtet tilbagetrækning, der ikke trak tæppet væk under vores afghanske samarbejdspartnere midt om sommeren, som traditionelt er den tid på året, hvor Taliban er mest aktiv, ville formodentlig have forhindret denne globale ydmygelse.

For tag ikke fejl. I de dele af verden, hvor man længe har ønsket Vestens kollaps, fejres dette som en game changer. Som det øjeblik, hvor Vestens handlinger viste, at vi ikke længere er den dominerende kraft i verden.

Krigen i Afghanistan har bundet os på hænder og fødder i alt for mange år, og der har længe været et forståeligt ønske om at fokusere kræfterne på steder, hvor vi faktisk kan gøre en forskel.

Mens Vesten har brugt tusinder af milliarder kroner på at opretholde den uvindelige krig, har Kina klogeligt udbygget sine handelsrelationer over hele verden. Paradoksalt nok står Kina nu klar til at udvinde kobber og andre ædelmetaller i en uhellig alliance med Taliban.

Despearte mennesker forsøger at komme ombord på en en helikoter i Saigon 1975. Billeder som dette var med til at præge tidsånden mange år efter.
Despearte mennesker forsøger at komme ombord på en en helikoter i Saigon 1975. Billeder som dette var med til at præge tidsånden mange år efter.
Vis mere

Forude venter en selvransagelsens tid præcis ligesom årene efter Vietnamkrigen. Men hvor man kan argumentere for, at USA og Vesten trods alt på sigt dengang vandt kampen mod Sovjet-kommunismen, så er det sværere at tro på, at vi står stærkt i kampen mod Kina.

Det er også sværere og sværere at tro på, at USA kan og vil opretholde sin rolle som den stormagt, bag hvis ryg vi alle kan gemme os. USA har længe ytret ønske om at trække sig ind i sin skal, og Afghanistan viste, at amerikansk indenrigspolitik vejer tungere end hensynet til de allierede. Tilbagetrækningen var i meget høj grad en amerikansk idé, og de lyttede ikke til de allieredes bekymrede protester.

Det er for tidligt at afskrive USA, men det er rettidig omhu at se fremtiden i øjnene. Det er en fremtid, der bliver præget at et stort opgør med Kina. Hvor Danmark og Europa står i dette opgør, bestemmer vi til dels selv.

Det er på tide, at vi vågner op af tornerosesøvnen og viser, at EU er sin egen stormagt. EU er samlet set verdens største økonomi. Vi har bare alt for længe bekvemt spillet andenviolin i forhold til USA.

Danmark bør overveje, om det fortsat er det rigtige i så høj grad at spille med i USAs kortspil. Ikke sådan at forstå, at vi skal melde os ud, men mange europæiske statsledere og udenrigsministre har disse dage bitterligt erfaret, at det er farligt bare at bero på Washington.

Kabul bør blive katalysatoren, der sætter gang i et Europa, som i langt højere grad forsøger at sætte sin dagsorden. Det bliver ikke nemt, men alternativet er simpelthen for farligt.