På et meget delt videoklip fra en mindehøjtidelighed ser man premierminister Boris Johnson forsøge at slå en paraply op. Det har han umanerlig svært ved. Faktisk virker det, som om han aldrig har prøvet det før.
Da det endelig lykkes, har han glemt at låse den, så den klapper sammen igen, og efterfølgende tager vinden paraplyen og vender vrangen ud på den.
De andre tilstedeværende, inklusive prins Charles, forsøger ikke at grine af Boris Johnson, men det er tydeligt svært for flere af dem at finde en grimasse, der kan passe.
Den forgangne uge har det været særdeles svært ikke at grine af premierministeren, der på mindst lige så klodset vis har forsøgt at komme uden om sin tilstedeværelse ved en havefest i Downing Street 10, som fandt sted midt under en brutal coronanedlukning. Mens resten af landet var hermetisk lukket, og mens familier var afskåret fra se deres syge og døende, var mindst 40 mennesker samlet til fest i premierministerens have.
Bring your own booze – medbring din eget sprut – lød en mailinvitation, der var sendt ud til mindst 100, og som Boris Johnson påstår, at han ikke har set. Han påstod først også, at han ikke var til stede ved festen, og at han ikke kendte til arrangementet.
Men siden har han måttet indrømme, at han faktisk var der. Hans tidligere særlige rådgiver Dominic Cummings siger ovenikøbet, at han advarede Boris Johnson om dette arrangement, men at premierministeren ikke ville høre tale om at aflyse festen.
Det udstiller flere væsentlige problemer ved Boris Johnson.
For det første er det naturligvis hyklerisk at afkræve andre at holde sig hjemme og at forhindre dem i at se deres kære, selv hvis de er meget syge, samtidig med at man selv blæser på denne regel. For det andet er det jo torskedumt at tro, at man som premierminister kan slippe af sted med noget sådant, og endelig viser det, at premierministeren har en meget lemfældig omgang med sandheden.
Præcis disse kedelige menneskelige træk advarede Boris Johnsons tidligere arbejdsgiver Max Hastings om, før Boris Johnson blev premierminister. Hastings fyrede for mange år siden Boris Johnson for som journalist at finde på kilder og bevidst forvanske historier. Max Hastings sagde, at Boris Johnson efter hans mening ikke var værdig til embedet som premierminister.
Noget kunne tyde på, at han har ret.
Forargelsen og vreden, mange briter føler, er fuldt forståelig, og Boris Johnsons besynderlige søforklaringer om, at han ikke vidste, at man ikke måtte holde sådan en fest, er så infantile, at det virkelig er til at grine af, hvis det ikke lige var, fordi det naturligvis ikke er spor sjovt for de mange, der pligtskyldigt fulgte coronareglerne.
Som tv-værten Trevor Phillips, der havde svært ved at holde tårerne tilbage, mens han fortalte, hvordan han og hans kone ikke kunne sige farvel til deres meget syge datter, der døde netop på det tidspunkt, hvor Boris og venner holdt stor havefest.
Det er svært at vurdere, om Boris Johnson også kan overleve denne skandale. Jeg skriver »også«, fordi det jo langtfra er den første skandale, han er involveret i som premierminister. Han har en forbløffende evne til at sno sig ud af de mest umulige situationer. Hans bevidste klodsethed og larger than life-personage har gang på gang hjulpet han, og han er allerede blevet tilgivet mange ting, som andre politikere formodentlig ville være faldet på.
Men denne gang ser det grangivelig svært ud.
Det er meget muligt, at Boris Johnson ikke ryger lige nu. En embedsmandsrapport om miseren forventes den kommende uge. Den vil formodentlig indeholde detaljer, der ville få mange andre til kaste håndklædet i ringen – men næppe Boris Johnson.
Han er dog alvorligt såret, og spørgsmålet er, om ikke der er tale om et politisk banesår. Tilslutningen fra befolkningen er faretruende lav, og allerede denne uge måtte hans folk bruge så ufine metoder til at forsøge at holde et internt oprør mod premierministeren nede, at en anden konservativ parlamentariker anbefalede de berørte politikere at gå til politiet og anmelde det som forsøg på afpresning.
David Davis, Boris Johnsons gamle brexit-ven, prøvede fra talerstolen i Westminster at appellere til premierministeren ved at bruge de samme ord, der engang blev udtalt til Neville Chamberlain, da hans forsoningspolitik med Hitler havde slået fejl: »In the name of God, go,« sagde en kollega dengang til Chamberlain, og det gjorde han så.
Man skal næppe forvente samme ordentlighed fra Boris Johnsons side.
Når tidspunktet kommer, skal han formodentlig nærmest sparkes ud ad døren til Downing Street. Det er bemærkelsesværdigt, at selvom Boris Johnson har stået for den måske mest afgørende politiske linje i det moderne Storbritanniens historie, er det ikke hans politik, men hans personlighed, der bringer ham til fald.
Der er virkelig ingen anden som bavianen Boris.
