16 år i spidsen for Europas største land er ikke nogen ringe præstation. Med valget i Tyskland på søndag siger Europa farvel til Angela Merkel, der har præget sin tid på godt og ondt mere end nogen anden politiker.

'Mutti', som hun kærligt kaldes, har på forbilledlig vis formået at holde skruen lige i vandet gennem en række europæiske kriser. Ikke mindst EUs store økonomiske problemer ovenpå finanskrisen i 2010 og 2011, der truede med at knække unionen.

Hendes største kvalitet har været, at hun virkede urokkelig, rolig og imødekommende. Det var svært virkelig at hade Merkel. I en tid, hvor Frankrig, Storbritannien og en række andre europæiske lande flirtede med nationalisme og opbrud fra det europæiske projekt, var Merkels rolige og venlige facon en garant for europæisk ordentlighed.

Netop dette, at hun ikke mindede om populister som Marine Le Pen, Boris Johnson eller Donald Trump, var hendes måske stærkeste kort. Hun kunne tale med alle og gjorde det. Fra Ruslands Vladimir Putin til Kinas Xi Jinping.

16 år i Europas historie. Merkel siger farvel
16 år i Europas historie. Merkel siger farvel Foto: STF
Vis mere

Merkel stod for orden i det europæiske hus, men alligevel efterlader hun et Tyskland med meget store problemer, fejet ind under gulvtæppet. Problemer, der går videre, kommer til at tilhøre både den kommende kansler og resten af Europa.

For Tyskland har forsømt at forny sig på en række afgørende områder. Tyskland halter bagefter digitalt, og det er London og ikke Berlin, der lige nu tiltrækker de store internationale hightech-satsninger.

Tyskerne har heller ikke fornyet deres skrøbelige pensionssystem, og man står nu med udsigt til en meget stor regning for den stadig ældre befolkning, som alvorligt vil kunne sænke farten på det tyske lokomotiv.

Hele Tysklands Mutti. Merkel holdes i høh jurs overalt. Ikke. indst for sin ligefremme stil.
Hele Tysklands Mutti. Merkel holdes i høh jurs overalt. Ikke. indst for sin ligefremme stil. Foto: PETER KNEFFEL
Vis mere

Tyskland har en indbygget stærk modvilje mod at stifte gæld. Den stammer helt tilbage fra hyperinflationen under Weimarrepublikken i 1921-1923, som smadrede den tyske økonomi. En skive brød kostede i 1922 160 mark. I 1923 kostede den to milliarder mark.

Der er indskrevet strenge regler i moderne tysk lovgivning for at forhindre noget sådant. Men de seneste ti år har budt på historisk lave renter, og velstående Tyskland burde have slået en kolbøtte og brugt muligheden på at investere i fremtiden, mens tiderne var gode.

I det hele taget har Merkel stået for at forsøge at fastholde verden, som den var, snarere end at forsøge at finde ud af, hvor den var på vej hen. Tyskland har fungeret som Europas anker i en ofte stormfuld tid.

Tysker med stort T. Brasiliens præsiden Djilma Roussef ser på med forbløffelse medns Merkel jubler over et underkendt brasilansk mål ved VM i 2014
Tysker med stort T. Brasiliens præsiden Djilma Roussef ser på med forbløffelse medns Merkel jubler over et underkendt brasilansk mål ved VM i 2014 Foto: ODD ANDERSEN
Vis mere

Men projektet lykkedes ikke helt. Storbritannien forlod EU og svækkede dermed Europas position i verden betragteligt. Det er naturligvis ikke Merkels skyld alene, og pilen peger selvfølgelig på Boris Johnson i London. Men Merkel kunne og burde have støttet briternes fair krav om bedre vilkår mere aktivt.

Tysklands insisteren på høj finansiel ordentlighed og lave lønninger påvirker også de gældsramte lande i Sydeuropa negativt. De er bundet til euroen, kan ikke rigtig konkurrere med Tyskland på lønninger og er derfor ikke konkurrencedygtige. Onde tunger siger, at hensynet til den altdominerende tyske bilindustris eksportmuligheder i Berlin vejer tungere end forståelsen for uordentlige sydeuropæere.

Alt dette er problematisk for både Tyskland og EU, og fordi Tyskland er så stærkt i det europæiske fællesskab, er det i høj grad det, der sætter dagsordenen for, hvor Europa er på vej hen.

Merkel kom til at lede Tysland gennem en periode med udbredt populisme rundt om i verden. Her Storbritanniens Boris Johnson og USA.s Donald Trump
Merkel kom til at lede Tysland gennem en periode med udbredt populisme rundt om i verden. Her Storbritanniens Boris Johnson og USA.s Donald Trump Foto: SAUL LOEB
Vis mere

Det er altså et godt og skidt tysk hus, 'Mutti Merkel' efterlader sig. Det ser flot ud udefra. Men møblerne er lidt slidte, der er ikke blevet malet eller installeret ny teknologi, selvom der faktisk var råd til det. Fokus var først og fremmest orden i sagerne, og det er der kommet.

Det virkelig bekymrende er, at der ikke er udsigt til store forandringer på denne front. Hverken den konservative Armin Laschet eller den socialdemokratiske Olaf Scholz vil for alvor ommøblere det tyske hus.

Bizart nok har favoritten Olaf Scholz lovet at videreføre Merkels borgerlige politik og ovenikøbet annekteret Merkels kropssprog – inklusive hendes berømte diamantform med hænderne, når hun holder taler.

Merkel var europas naturlige samlingspunkt. Her låner hun sine øretelefoner til andre europæiske ledere under et topmøde
Merkel var europas naturlige samlingspunkt. Her låner hun sine øretelefoner til andre europæiske ledere under et topmøde Foto: GERARD CERLES
Vis mere

Tyskland er ikke på vej noget sted hen. Det står der, hvor det ligger i midten af Europa. Men verden omkring det buldrer afsted, og Tyskland bestemmer i meget høj grad, hvor hurtigt Danmark og resten af Europa kan bevæge sig.

Kun to tyske ledere har siddet længere end Merkel. Det var det moderne Tysklands grundlægger, Otto von Bismarck, og Helmut Kohl, der overså den tyske genforening.

Merkel har ikke noget lignende historisk projekt. Hendes store fortjeneste er at have holdt orden i det tyske og dermed det europæiske hus. Det kunne dog godt trænge til både en udluftning, en skruetrækker og en malerkost.