Da jeg forleden nat i Hollywood diskuterede Danmarks store succes ved Oscar-festen med amerikanske filmfolk, forsøgte jeg at forklare, hvad en højskole er.

For der findes ikke noget lignende i USA. Tanken om at man kan tilbringe et halvt år eller mere fordybet i at lære, uden at det er meritgivende, er ikke synderlig amerikansk.

Grunden til snakken om højskoler var, at Oscar-vinderen Mikkel E.G. Nielsen over for B.T. dagen før havde tilskrevet et ophold på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft, da han var en ung mand, en del af æren for hans imponerende karriere

Mikkel E.G. Nielsen fortalte, at højskoleopholdet direkte førte til hans ansøgning om på Filmskolen – i øvrigt i fællesskab med flere andre fra højskoleopholdet, deriblandt instruktøren Nikolaj Arcel – og hans oplevelse er langtfra enestående.

De danske højskoler har i mange årtier fungeret som affyringsrampe for mange af landets allerbedste kreative hjerner, der udover at blive tændt på et bestemt fag også udvikler deres sociale samarbejdsevne. Heller ikke et område, der nødvendigvis hører til amerikanernes prioritetsområder eller spidskompetencer.

Men de dygtige amerikanske branchefolk, jeg snakkede med, var meget interesserede i konceptet. I USA har man også summer camps på universiteter og colleges, men de er som oftest langt mere resultatorienterede end de lidt flippede højskoleophold i Danmark – og langt dyrere.

Amerikanerne var forbløffede over, at den danske stat frivilligt betaler for, at borgerne kan hygge sig og fordybe sig i et valgt emne, uden at der kommer noget direkte målbart ud af det.

Dansk film har i årtier klaret sig langt bedre, end vores ringe størrelse turde give håb om. Højskolerne er kun noget af forklaringen, men de fungerer som katapulter for udvikling af fremtidens stjerner. Tilfældet med Mikkel E.G. Nielsen er sigende, men langtfra enkeltstående.

Mikkel E.G. siger, at hans ophold på Den Europæiske Filmhøjskole direkte førte til, at han søgte ind på Filmskolen.
Mikkel E.G. siger, at hans ophold på Den Europæiske Filmhøjskole direkte førte til, at han søgte ind på Filmskolen. Foto: POOL
Vis mere

For hvor højskolerne er åbne for alle, et sted hvor alle kan udvikle sig, ligegyldigt hvad talentet rækker til, så forholder det sig helt anderledes med Filmskolen. Her er der kun ganske få pladser årligt og uhyre stor efterspørgsel. Det er ubetinget en eliteuddannelse. Alle kan søge, men få bliver udvalgt.

Det er helt tydeligt et fremragende koncept til at udvikle danskere, der kan gøre sig helt fremme i en benhård, international konkurrence.

Oscar-vinderen Thomas Vinterberg fortalte i Hollywood B.T., at Filmskolen efter hans mening havde været afgørende ikke bare for hans udvikling og succes, men for den tekniske kunnen i dansk film.

Både han og Mikkel E.G. Nielsen hæftede sig ved at have fået muligheden for at lege på et meget højt niveau og at prøve kræfter med alle mulige medier. Thomas Vinterberg fremhævede også filmstøtteordningen i Danmark som afgørende.

»Prøv at forestille dig, at jeg skulle have rejst penge til en film om fire midaldrende, hvide mænd, der prøver at lære børn at drikke i USA i dag. Det var aldrig lykkedes,« siger Thomas Vinterberg.

Hvis det er rigtigt, så havde Danmark formodentlig heller ikke fået en Oscar for bedste udenlandske film denne uge, hvis ikke vi havde haft den struktur, vi har.

Derfor er der er grund til at fejre den danske model denne uge, og vi bør kunne overføre vores enorme succes på filmområdet til andre kulturområder, ja til uddannelse i det hele taget. For hvor Danmark er helt med fremme, når det gælder film, så forholder det sig desværre ikke sådan på alle områder.

Danmark udklækker eksempelvis glimrende musikere, men musikbranchen har slet ikke samme gennemslagskraft internationalt, og i virkeligheden tror jeg, det samme gør sig gældende i mange forskningsmiljøer. Vi er dygtige, men får for lidt ud af det.

Det særligt fine ved den store danske filmsucces er samspillet mellem leg, frivillighed og elite. Det er meget dansk og beviseligt en salgbar tankegang.

Måske skulle vi overveje, om ikke vi kunne stjæle fra os selv og gøre andre danske brancher lige så attraktive. Det kræver en modig tilgang samtidig at ville bredden og turde eliten samt en forståelse for, at de to størrelser ofte hænger uløseligt sammen.

Men tør vi det, så er mit bud, at Danmark kan bide skeer med udlandet på langt flere områder, end vi tror. På denne arbejdernes kampdag, er der et smukt gammelt citat af Oskar Hansen, som de fleste vel et sted kan skrive under på:

»Plads til dem alle, plads til alle, der vil. Danmark for folket.«