Nogle gange bliver man stillet over for svære dilemmaer, hvor der ikke bare er et enkelt, rigtigt svar.

Jeg har nu været en uge i Pakistan, og det står klart for mig, at udviklingen i Afghanistan tvinger os til at træffe nogle ubehagelige valg.

Talibans pludselige magtovertagelse i Kabul er sådan et dilemma. Umiddelbart er der ikke meget, der taler for, at vi bør anerkende et styre bestående af åndeligt formørkede islamister, der afskyer anderledestænkende, ønsker at gemme kvinder væk fra det offentlige rum og ser os og vores kultur som noget, der skal bekæmpes med alle tilgængelige midler.

Allerhelst ville man gerne se Taliban smidt på porten, så afghanerne kunne få lov at leve, som de vil. Så pigerne kunne få ordentlige uddannelser, og folk ikke konstant skulle gå i frygt for repressalier eller det, der er værre, fra de religiøse ledere.

Kø ved grænsen mod Pakistan. Mange afghanere frygter fremtiden under Taliban
Kø ved grænsen mod Pakistan. Mange afghanere frygter fremtiden under Taliban Foto: STRINGER
Vis mere

Men det er lige præcis den opgave, vi efter 20 år og efter at have brugt tusinder af milliarder af dollar har måttet sande, at vi ikke kan løfte. I stedet for at hjælpe med at skabe et moderne Afghanistan er vi endt med at have givet Taliban udstyr og infrastruktur til at kunne undertrykke deres undersåtter endnu mere effektivt.

Og hvad så nu? Skal vi bare vende Afghanistan og resten af regionen ryggen og overlade kaos til afghanerne selv? Det er måske fristende, men det er også farligt – både for dem og for os.

På trods af at Taliban siger det modsatte, så er der klare tegn på, at diverse terrornetværk vil få mulighed for at eksistere i det nye Afghanistan. Selv i Talibans nye regering sidder der flere personer, som er efterlyste af FBI for konkrete terrorhandlinger.

Afghanistans kommende regeringsleder hedder Mullah Abdul Ghani Baradar. Han var med til at grundlægge Taliban, og har de seneste år opholdt sig i Pakistan. Han kommer til at spille en stor rolle i forhnadlinger med udlandet.
Afghanistans kommende regeringsleder hedder Mullah Abdul Ghani Baradar. Han var med til at grundlægge Taliban, og har de seneste år opholdt sig i Pakistan. Han kommer til at spille en stor rolle i forhnadlinger med udlandet. Foto: KARIM JAAFAR
Vis mere

Andre hellige krigere med det erklærede mål at bringe Vesten til fald er allerede vendt hjem fra eksil. Hvis de får frit lejde, så kan de i ro og mag udtænke forfærdelige planer om angreb på vestlige storbyer og træne deres folk til at udføre dem.

Hvis vi melder os helt ud af kampen, vil vores mulighed for at påvirke styret i Kabul være nærmest ikkeeksisterende. Hvis vi derimod samarbejder og skohandler med Taliban, så vil vi selv have mulighed for at tænde og slukke for det varme vand.

Det er ikke en rar tanke, at vi skal sidde ved forhandlingsbordet med det hæslige styre, vi lige har brugt så mange kræfter på at fjerne, men det er den skinbarlige virkelighed, for der er andre, der meget gerne vil have plads ved det bord.

Kan man stole på det nye Taliban? Det er er delte meninger om.
Kan man stole på det nye Taliban? Det er er delte meninger om. Foto: NOORULLAH SHIRZADA
Vis mere

Ikke mindst Kina. Taliban meldte forleden ud, at de forventer store investeringer fra kineserne i genopbygningen af det afghanske samfund. Kina har øjnene skarpt rettet mod Afghanistans uudnyttede rigdomme i jorden.

Der er masser af jern, kobber, litium, kobolt, uranium og chromium i de afghanske bjerge, og kineserne arbejder målrettet på, at det bliver dem, der høster disse frugter, der kan sikre fortsat kinesisk vækst og dominans.

Kineserne er godt nok heller ikke så glade for islamistisk jihadisme, men så længe hadet er vendt mod Vesten, så passer det dem egentlig udmærket.

Grænseovergang mellem afghanistan og Pakistan. Pakistan forventes at spille en afgørende rille i forhold til det nye Afghanistan
Grænseovergang mellem afghanistan og Pakistan. Pakistan forventes at spille en afgørende rille i forhold til det nye Afghanistan Foto: STAFF
Vis mere

På længere sigt vil kinesiske investeringer måske kunne sikre Taliban-styret, og så har vi en farlig situation, hvor Afghanistan hjælper Kina med at blive endnu stærkere, mens Kina hjælper Taliban med at blive ved magten.

Lige nu er Taliban svage. De vandt alt for meget alt for hurtigt, og de har hverken ressourcer eller evne til at holde sammen på det store land. Det åbner rige muligheder for, at om muligt endnu mere bindegale mennesker kan få frirum til deres ugerninger.

ISIS-K, en terrorgruppe der blandt andet har angrebet fødestuer og pigeskoler, ser store muligheder for råderum i det nye Afghanistan.

Det er en forbandet situation, vi dermed er havnet i, og det er næppe noget tilfælde, at der er kø i lufthavnen her i Islamabad af vestlige udenrigsministre, der gerne vil have pakistanerne i tale.

Hvilken politisk retning Talibanstyret vælger, er erndnu ikke fastlagt. Sprøgsmålet er om Vesten skal forsøge at påvirke udviklingen?
Hvilken politisk retning Talibanstyret vælger, er erndnu ikke fastlagt. Sprøgsmålet er om Vesten skal forsøge at påvirke udviklingen? Foto: STAFF
Vis mere

Pakistan har Talibans øre, og vi har Pakistans øre. Pakistan øjner muligheden for at komme til at spille en afgørende rolle som brohoved mellem Vesten og Kabul.

Pakistanerne har længe argumenteret for, at Vesten burde indtage en mere pragmatisk holdning til Taliban. Mange, jeg taler med i Islamabad, påstår, at Taliban har forandret sig, og at de slet ikke er så slemme, som det ser ud.

Personligt tvivler jeg på, at disse folk har de har ret. Jeg tror, at Taliban er lige så formørkede, som de altid har været. Men derfor kan vi alligevel blive tvunget til at forhandle og handle med dem. Allermest fordi det nok er vores eneste mulighed for at påvirke udviklingen i et område, der, hvis det overlades til andre, vil være til stor fare for Vesten og resten af verden.

Det er ved gud ikke en rar tanke, men det er desværre nok nødvendigt at overveje.