Det siges, at alt er tilladt i krig og kærlighed. Det er naturligvis noget sludder. Der er bestemt ting, man hverken kan eller bør byde sin elskede, og der er i høj grad også ting, man ikke må i krigssammenhæng.
Der findes faktisk en hel stribe konventioner, hvor de fleste lande i verden er blevet enige om at sikre, at der selv i krigssituationer er en smule menneskelighed og ikke mindst respekt for civile tilbage.
Disse konventioner har Vladimir Putin blæst højt og flot på indtil nu i krigen i Ukraine. Missilerne flyver uden større omsorg for, hvor de rammer ind over de ukrainske byer. Billederne af et nærmest pulveriseret Mariupol og byens rædselsslagne beboere ligner noget fra en anden tid – men det er desværre vores.
Putin er arketypen på den moderne strongman. Magtindivider (altid mænd), hvis personlighed er vigtigere end den sag, han repræsenterer. Putin er blevet en rollemodel for andre magtmennesker med autokratiske ambitioner – og der er desværre mange af dem.
I Ungarn forsøger en bred vifte af oppositionspartier denne weekend at forenes med det eneste forsæt at få smidt Viktor Orbán på porten. Orbán er allerede den længst siddende politiske leder i EU, og han har de sidste mange år med noget held gjort, hvad han kunne for at smadre det ungarske demokrati. I tænketanken Freedom Houses årlige rapport om frihed i verdens lande er Ungarn siden 2011 gået fra at være et land med ganske fin frihedsscore til et land med prædikatet »Kun delvist frit«.
Det kan virke absurd, at ungarerne frivilligt lader sig underkaste et regime, der i så mange år har indskrænket de liberale rettigheder, de brugte så mange år på at vinde, mens de var underkastet Sovjetunionen.
Men netop mangel på en demokratisk tradition giver god grobund for stærke mænd og autokrater.
Dette står lysende tydeligt fra Kina til Saudi-Arabien, og desværre har de sidste tyve år budt på et stigende antal autokrater ved magten i en række lande fra Sydamerika til Asien. Fælles for disse ledere er en bevidst modarbejdelse af demokratiske traditioner, ofte med et intenst arbejde på at forlænge den tid, de kan sidde ved magten. Listen over de statsledere, der helt eller delvist bakker op om Putin, er samtidig en rimelig præcis facitliste over verdens autokratier. Fra Kina over Iran til Venezuela.
Strongman-tendensen har dog de seneste årtier bredt sig langt ind i det, vi betragter som kærnen af den demokratiske verden. Donald Trumps overraskende valgsejr i 2016 skyldtes kun til dels et opgør med de politiske eliter. Trumps image som en handlekraftig leder solgte mange billetter, og han var som bekendt mildest taget heller ikke begejstret for at videregive magten til Joe Biden.
I Europa har vi også set skyggen af stuntman-fænomenet. Storbritanniens Boris Johnson har ved flere lejligheder bevidst forsøgt at underkende parlamentet og har sågar sendt det hjem, da det ikke ville makke ret.
I Tyrkiet har præsident Erdogan udviklet sig til noget, der minder betænkeligt om en autokrat. Det amerikanske magasin betegner hans ledelsesstil som autokratisk populisme. I årevis har det i verden set ud, som om udviklingen kun gik én vej – og det var ikke den rigtige for demokratiet.
Spørgsmålet er, om der er en modbølge på vej? Skulle det lykkes Ungarns opposition at fravriste Orbán magten denne weekend, så kan det være startskuddet til en tid med opgør mod de stærke mænd. Orbán har været klar favorit, men krigen i Ukraine og hans mangeårige tæthed med Putin truer nu med at skabe en artig overraskelse.
Det helt store jordskred vil naturligvis være et regimeskifte i Moskva. Præcis det, som Joe Biden kom til at ønske højt, da han forleden talte i Polen:
»Den mand kan ikke fortsætte ved magten«, sagde Biden. Det var ikke taktisk klogt, men han sagde på den anden side, hvad alle tænker.
Der er ikke umiddelbart udsigt til et sådant magtskifte i Rusland. Putin sidder tungt på tronen. Men det gamle Shakespeare-citat: »Uneasy is the head that wears the crown« er evig sandt.
Man skal bide mærke i, at Putin efter Gadaffis fald i 2011 efter sigende så klippet, hvor diktatoren slæbes gennem gaden og bliver henrettet igen og igen. Stærke mænd regerer ved hjælp af frygt, men de regerer ikke evigt. Den farlige tid, vi lever i nu, er også farlig for verdens stærke mænd. Man har lov at håbe, at forfærdelighederne i Ukraine kan medføre en regnskabets time for verdens antidemokrater.
