Det er ofte de små ting, der gør allermest indtryk, når man står midt i en hektisk situation. Mine i alt mere end tre uger i Ukraine har budt på dramatiske oplevelser og indsigt i et helt folks lidelse. Men allermest tænker jeg lige nu på de mennesker, jeg har mødt, og på, hvordan jeg kan hjælpe dem.

Ikke mindst gjorde et lidt tilfældigt møde med en 16-årig pige i Kyiv indtryk. I ugerne op til krigens udbrud havde jeg besluttet at prøve at holde mig bare lidt i form. Min erfaring har lært mig, at man ofte spiser usundt på lange arbejdsrejser, og jeg kontaktede en lokal tennislærer, som spurgte, om hun ikke måtte tage en elev med, som kunne slå med mig, imens læreren rettede på mit spil.

Den 16-årige pige hedder Veronica. Min lærer, Katia, fortalte mig, at hun er et stort tennistalent, men at hun kommer fra en familie uden penge, og at hun nok derfor aldrig vil få mulighed for at folde drømmenes vinger ud.

Ganske rigtigt spillede Veronica vidunderligt tennis. Uden at det nødvendigvis siger så meget, så halsede B.T.s korrespondent rundt på banen for at nå bare nogle af hendes slag. Og mindst lige så vigtigt var hun en enormt sød og lidt genert pige, der bare drømte om at få lov at se verden – allerhelst med en ketsjer i hånden.

B.T.s internationale korrespondent har dækket optakten til lrigen fra mange steder i Ukraine. Her er det Avdiika i det aller østligste Ukraine, tæt på grænsen til Rusland
B.T.s internationale korrespondent har dækket optakten til lrigen fra mange steder i Ukraine. Her er det Avdiika i det aller østligste Ukraine, tæt på grænsen til Rusland
Vis mere

Jeg grublede hele eftermiddagen på, om der var noget, jeg kunne gøre. Til slut besluttede jeg at kontakte KB, min tennisklub i København, for at høre, om de ville tage hende på prøve, hvis jeg nu stod for indkvartering og flybillet.

De søde mennesker fra KB sagde, at det ikke er ofte, at de gør sådan noget, men at jeg kunne få lavet en video med hendes spil, og at de så ville vurdere, om det overhovedet kunne give mening. Veronica fik lavet en sådan video, og KB vendte tilbage med en melding om, at hendes spil muligvis var godt nok.

Det er nu meningen, at jeg skal til et møde med KB på Frederiksberg for at diskutere, om sådan et træningsophold kan lade sig gøre. De understregede dog også, at de fandt det vigtigt, at vi ikke indgiver hende falske forhåbninger.

Jeg fortalte med alle forbehold Veronica om muligheden, og hun lyste op som en lille sol. Det var få dage før krigen brød ud, og jeg har ikke set hende siden. Men vi har holdt kontakten ved lige. Hun sidder på jeg ved ikke hvilket døgn i et beskyttelsesrum sammen med sine bedsteforældre lidt uden for Kyiv.

Hun skriver til mig, når der er internet - forbindelsen kommer og går nemlig. Hun er tapper, men helt tydeligt også bange, og hun spørger mig, hvad hun skal gøre. Det er jo nærmest umuligt for mig at svare på. Jeg ved ikke, om vejene stadig er sikre nok til at komme ud af landet, men jeg ved, at køerne ved grænserne er uendeligt lange, skulle hun komme så langt.

Jeg har bedt hende om at være stærk for sin familie, og det har hun lovet. Jeg har fortalt hende, at den rædsel, hun og resten af Ukraines befolkning lige nu gennemlever, ikke varer ved. At der vil komme en dag, hvor sirenerne ikke hyler, så alle må holde vejret og håbe, at et løsfarent missil ikke rammer lige præcis deres boligblok.

Jeg tænker naturligvis på Veronica og på de andre søde ukrainere, jeg har mødt. Ingen af dem kunne for kort tid siden forestille sig den virkelighed, de lever med i dag. Mange er afskåret fra deres familie, nogle har meldt sig til kampen mod russerne, andre beder til, at deres kære ikke kommer noget til ved fronten.

Den million ukrainere, der nu er på flugt, kan hurtigt blive til mange flere, og hvordan vi byder dem velkommen, betyder rigtig meget. Det er langtfra givet, at de alle kan vende hjem lige med det første. Hvis Rusland vinder krigen, vil der være mange for hvem selv det ikke er sikkert.

Jeg ved, at der ligger en opgave foran mig, når det gælder Veronica. Når hun og resten af Ukraine vågner op fra dette langstrakte mareridt, så skal hun til Danmark med sin tennisketsjer, koste hvad det vil.

Jeg ved ikke, om hun er god nok til, at drømmen om at blive professionel kan blive til virkelighed. Lige nu er det heller ikke det vigtige. Det vigtigste er, at jeg hjælper hende med at komme videre, så hun kan glemme de forfærdelige dage, hun lige nu går igennem.

Det kan virke uoverskueligt at hjælpe millioner af mennesker. Men vi kan alle sammen gøre små ting, som kan gøre en stor forskel.