Forrige fredag ankom Veronika til Kastrup lufthavn. Hun er 16 år gammel og fløj fra Krakow i Polen på en billet, jeg havde købt til hende. Hun bor nu hos os.
Forinden havde hun været en stresset tid igennem. Hun var flygtet fra Kyiv og var endt alene i en flygtningelejr i Polen. Der var hun kommet i kontakt med nogle bekendte og havde fået nogle dages husly hos dem, men hun kunne ikke blive der.
Jeg lærte Veronika at kende i Kyiv. Hun er en sød, smilende, lidt genert teenager. Hun er også en forrygende dygtig tennisspiller, og allerede før krigen kom, havde jeg haft kontakt med min tennisklub, KB på Frederiksberg, for at høre, om en pige fra små kår i Ukraine måske kunne få en chance på deres talentskole.
Nu stod hun her i København. KB havde på flotteste vis åbnet døren for hende med meget kort varsel. Fredag troppede deres tennisleder op hjemme hos os med tøj og sko til Veronika, der kom til Danmark med en lille taske som sit eneste eje. Efterfølgende donerede tennisbutikken i klubben to flotte ketsjere til hende, og mandag startede hun på at spille dagligt på deres talentskole.
Forvandlingen var markant. Allerede onsdag aften, da jeg skulle hente hende i klubben, så jeg, hvordan den utrygge pige, der få dage forinden var faldet i søvn på vores sofa med to tøjhunde i favnen og savnede sit hjem og sine bedsteforældre, var forvandlet til en grinende teenager med lys og liv i øjnene.
Torsdag startede Veronika så på Falkonergårdens Gymnasium, hvor hun nu lærer bedre engelsk og har hyggeligt samvær med de andre piger i klubben, som også går på det gymnasium.
Det har været en god uge for Veronika, og også en god uge for mig. Jeg anede jo ikke, hvad jeg sagde ja til, da jeg følte, at jeg simpelthen ikke kunne lade Veronika stå alene i Polen. Jeg har haft travlt med at få Veronika registreret efter den nye lov, at køre hende til tennis og forsøge at skabe en god, tryg ramme for hende sammen med min kone.
I denne uge har jeg oplevet Danmark fra sin allerbedste side. Alle, jeg har mødt, har tilbudt at hjælpe. Alle har åbnet døren for vores ukrainske gæst, og jeg er blevet ægte stolt af gavmildheden og imødekommenheden, vi har mødt. Det har gjort en kæmpe forskel.
Veronika er heldig, fordi hun har sin tennis og derfor noget at gå op i midt i en svær tid. Hun fortalte min kone, at tennis for hende var ligesom at drikke vand. Der er mange andre ukrainere, der har det værre.
Jeg håber, at Danmark bliver ved med at vise sig fra sin flotte side. At vi forstår, at det også gør os gladere og større at hjælpe andre midt i denne historiske krise. Det bliver ikke nemt hele vejen. For der kommer nok rigtig mange fordrevne ukrainere til. Men hvis vi i fællesskab kan løfte denne opgave, så kan det være med til at definere os på en måde, vi kan være stolte af.
Jeg var gæst i 'Aftenshowet' på DR1 forleden sammen med udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye. Her spurgte jeg ham, om det ikke kunne tænkes, at en vellykket proces med at få ukrainerne integreret i Danmark kan få os til at genoverveje vores tilgang til flygtninge og asylpolitik? Han var overraskende åben over for dette og inviterede mig ligefrem til en snak desangående om et år.
Det er en skræmmende tid, vi lever i. Ruslands aggression og slet skjulte trusler om storkrig er angstprovokerende for os alle. Det næste år vil givet definere en ny verdensorden, som er farligere end den, vi har levet i. Men midt i magtesløsheden kan vi alle hjælpe med at gøre en lille forskel, og det vinder vi selv på. At hjælpe Veronika er i hvert fald noget af det mere meningsfulde, jeg har foretaget mig i mit relativt lange liv.
