I Storbritannien frygter man, at man har sat en ufravigelig kurs mod en tredje coronabølge.

Det kan umiddelbart virke absurd, da mere end 70 procent af de voksne briter nu er vaccinerede, men tallene lyver ikke. Der er en markant stigning i antallet af smittede denne uge og også en klar stigning i antallet af hospitalsindlæggelser i epicentrene i Lancashire – Bolton og Blackburn.

Det er endnu en fandens coronavariant, der er på spil. Denne gang slår den nye indiske variant den britiske variant af banen, og det går stærkt. Den er tilsyneladende endnu mere smitsom end den britiske, der jo ellers har gået sin uhyggelige sejrsgang i Europa. Det var den, der var årsagen til, at Frankrig og en række andre europæiske lande blev lagt helt ned i marts og april.

Hver gang vi føler, at vi er ved at have has på covid-19, så lader det til, at virussen smutter mellem vores fingre som en slibrig ål. De britiske myndigheder advarer nu om, at den længe ventede genåbning i juni nu måske må skrinlægges. De næste to uger vil blive afgørende for sommeren, siger premierminister Boris Johnson.

Overvej lige, hvad det egentlig er, der sker i Storbritannien, og hvad det siger om den nærmeste fremtid her, hvor vi bor.

Som samfund er englænderne langt mere gennemvaccineret, end vi er. De er derfor også bedre beskyttede. Hvad nu, hvis det, der har ramt dem, også rammer os lige om lidt?

Lige nu overvejer briterne at tage Wembley Stadion, Stamford Bridge og en række andre fodboldstadioner i landet i brug til et febrilsk drive for at få vaccineret de unge og de mange af anden etnisk herkomst, der har troet på vandrehistorier om vacciners skadelige virkning.

Man har ikke tidligere følt, at det var nødvendigt at inddrage fodboldstadioner. Det skal åbenbart gå hurtigt, hvis man skal undgå en tredje bølge, som ifølge eksperter kan blive mindst lige så slem som den seneste.

Briterne har vaccine nok. Modsat Danmark har de med stort held brugt alle tilstedeværende vacciner til at blive Europas mest vaccinerede land. Herhjemme valgte vi AstraZeneca og Johnson & Johnson-vaccinerne fra. Ekspertvurderingen var, at vi ikke var pressede af covid-19, og at vi derfor havde råd til at vente på vacciner, som vi hellere ville have.

»Kald os bare overforsigtige,« sagde Søren Brostrøm dengang. Måske var det netop det, vi var, og »over« er her ikke positivt ladet.

Hvis den indiske variant for alvor kommer vores vej – og det tror jeg godt, vi kan antage, at den gør – så kan de uger og måneder, vi spildte, da vi satte de meget fås sikkerhed mod blodpropper over de manges mulighed for beskyttelse, vise sig at skulle betales tilbage med dyre renter.

Det er nemlig ganske enkelt ikke muligt for os at lave en masseudrulning ligesom briterne med de vacciner, vi har for hånden. Vi kan meget hurtigt komme i en situation, hvor den indiske variant spreder sig som lynild i Danmark. I Storbritannien har de givet op. Den er allerede nu den mest dominerende.

Læg mærke til, at vi nu vaccinerer de 16-18-årige. Myndighederne ved godt, at det går stærkere, og det er før, en indiske variant for alvor er her.

Jeg håber inderligt, at jeg tager fejl, men der er en reel mulighed for, at Danmark kan blive lagt ned af en ny, djævelsk variant. Havde vi brugt alle vaccinerne og for eksempel givet de lidt ældre af os de vacciner, som meget få yngre måske ikke tåler så godt, så ville vi have været langt bedre modstandsdygtige mod en ny bølge.

Jeg håber som sagt, at dette ikke bliver aktuelt. Vi har alle brug for lyse nætter med kølig hvidvin og jordbær med fløde. Men hvis ulykken er ude, og sommeren bliver spoleret, så ved vi godt, hvor pilen peger hen.

Don’t change horses in the middle of stream, lyder den gamle britiske talemåde. Men det er, præcis hvad Danmark har gjort, og det har efterladt os alt for ubeskyttede.