Indlæg af Af Københavns overborgmester, Frank Jensen (S)

B.T. kræver søndag på lederplads, at jeg skal tage hånd om situation i Teknik- og Miljøforvaltningen. Her har blandt andet B.T. gennem de seneste måneder afdækket en række sager, hvor forvaltningen har udsat borgere for snørklede og bureaukratiske krav, urimelig sagsbehandling og tvivlsom fakturering for mere eller mindre uigennemsigtige kommunale ydelser.

Jeg kan kun sige til B.T.: I løber en åben dør ind. For jeg er helt enig. Vi er faktisk så enige i kommunen, at vi har fyret to topdirektører i pågældende forvaltning. Jeg sidder selv for bordenden i det ansættelsesudvalg, der skal finde forvaltningens nye topchef. Vi har også fået lavet indtil flere kulegravninger af forvaltningen, herunder med en tættekam gennemgået alle forvaltningens gebyrer mv., så ingen skal betale kommunen for en service, de ikke modtager.

Jeg er helt enig i, at en forvaltning i København er til for at servicere borgerne, ikke for at lægge snubletråde ud, have skjulte dagsordner eller overfakturere borgerne. Derfor har jeg bakket 100 procent op om den ansvarlige borgmester, da hun ville af med ledelsen.

Det er nu tid til en gennemgribende kulturforandring i Teknik- og Miljøforvaltningen. Vi skal have vendt bøtten 180 grader, så forvaltningen er til for borgerne, ikke omvendt. Det er den servicekultur, jeg ønsker, at københavnerne oplever, når de møder kommunen, og som jeg er helt enig med B.T. i, har været kørt helt af sporet i dele af Teknik- og Miljøforvaltningen. Derfor skifter vi ud i toppen – for at sætte en helt ny retning.