Kronprinsesse Marys dedikation til arbejde med mennesker i det mest trøstesløse Afrika er forbilledlig. Ikke mindst fordi hendes tilstedeværelse i disse giftige områder ikke er ufarlig for hende selv.
B.T. har lige været på en tophemmelig tur med kronprinsesse Mary og udviklingsminister Flemming Møller Mogensen i Burkina Faso i det vestlige Afrika. Det lyder måske umiddelbart meget rart med sol og varme, men Burkina Faso er ikke længere et rart sted.
Turen blev hemmeligholdt, fordi man frygtede indblanding fra ondsindede kræfter. Kongehuset meldte førat ud om turen lørdag morgen efter at kronprinsessen havde forladt Afrika.
Islamistiske terrorister fra Islamisk Stat (ISWAP) og Boko Haram hærger, myrder og voldtager i hele Sahelområdet. Selv en journalist kan nu ikke gå frit rundt i hovedstaden i Burkina Faso, og få timers kørsel mod nord, er der områder, der reelt er under islamisternes kontrol.
Mary med internet fordrevne
B.T. talte med flere kvinder på et vaccinationscenter, vi besøgte. De fortalte grufulde historier om terroristernes brutalitet, og hvordan de havde måtte flygte med deres børn, efter at deres landsby blev angrebet og mændene, myrdet.
Sikkerhedsforanstaltningerne var derfor helt usædvanligt høje, da vi kørte i kortege til provinshovedstaden, Kaya. En sådan kortege blev tidligere i år angrebet af terrorister, der dræbte både tilstedeværende politi og de europæere, der var ombord.
Kidnapning er en anden virkelig trussel. Det er en måde at skaffe penge på, både for terroristerne og andre banditter. I nabolandet Nigeria er der i år allerede blevet kidnappet mere end 2.000 mennesker, og det siger sig selv, at en kronprinsesse ville være en god fangst for disse pirater.
Det er svært ikke at have en smule uro i maven, når man i høj fart buldrer afsted på dårlige afrikanske veje beskyttet af politi med ladte maskinpistoler. Men hvis kronprinsessen delte denne uro, så skjulte hun det godt.
Prævention
Hendes oprigtige interesse for initiativer, der hjælper med at gøre livet mere tåleligt for tusinder af lokale, er bemærkelsesværdigt. Det er ikke første gang, at Mary er i Burkina Faso. Hun var her også i 2016. Men udviklingen er siden gået fra slemt til værre.
I et åbenhjertigt, eksklusivt interview med B.T. fortæller kronprinsesse Mary denne weekend, hvorfor hun bruger så meget tid på sit godgørende arbejde, og hvorfor det netop er pigerne og kvinderne i nogle af verdens fattigste lande, hun prioriter.
Det kan med rette indvendes, at kronprinsessen jo er helt særligt privilegeret, og at det også forventes af de kongelige, at de udfører en form for godgørende arbejde og på den måde kipper med flaget for Danmark.
Men der er langt fra at klippe snore over ved indvielsen af en ny bro eller et besøg i en idrætsforening og så til at skramle afsted i en bus i Vestafrika i 40 graders varme – vel vidende, at hvis nys om hendes tilstedeværelse skulle være sivet ud på trods af ihærdige anstrengelser for at undgå det, så vil hendes sikkerhed være kompromitteret.
Meget kan indvendes i forhold til Danmarks og Vestens udviklingsarbejde og nødhjælp til Afrika, der, på trods af at vi har været i gang mere end 50 år, tilsyneladende ikke har gjort den store forskel.
Vand
Burkina Faso, Vestafrika, ja, hele Sahel-bæltet syd for Sahara virker i stigende grad, som en tabt sag. Kombinationen af dyb fattigdom, global opvarmning og islamistisk radikalisering gør kæmpe områder i Afrika til giftig grobund for både en forestående, enorm folkevandring mod Europa og en livsfarlig udbredelse af af den mest ekstreme form for islamisme.
Det er stof til eftertanke for os, men for mange millioner i Afrika, er det en grufuld hverdag og kronprinsessens arbejde med at gøre opmærksom på disse menneskers skæbne og at forsøge at hjælpe der, hvor hun kan, er respektindgydende.
Kronprinsesser driver ikke politik. Mary er rejsende i den gode vilje og viderebringelse af danske værdier. Denne skribent er ikke nødvendigvis fuldblods-kongehus-fan, men det er svært ikke at se værdien i det arbejde kronprinsessen udfører ved at skinne lys på nogle af verdens allerfattigste og deres barske kår.
Det gælder om at at gøre en forskel der, hvor man kan. Min kone sætter mig tit på plads, når jeg brokker mig over en uretfærdighed. »Så gør dog noget ved det,« siger hun – og hun har jo ret.
Respekt for Marys arbejde i Afrika. Men gad vide, hvor længe det er forsvarligt for hende at fortsætte sine rejser? Jeg tror desværre ikke, at svaret er opløftende.
