Normalt står politikerne i kø for at rose den danske foreningskultur.
Vi er stolte over i Danmark, at børn og unge dyrker sport og idræt i landets mange idrætsklubber ledet af en hærskare af frivillige trænere.
Så meget desto mere påfaldende er det, at idræts- og udelivet stort set ikke har været omtalt i forbindelse med åbningen af Danmark.
Indtil nu har fokus udelukkende været på sundhed og i den efterfølgende fase økonomi. Det er ikke forkert eller mærkeligt, men nu hvor vi taler om at åbne landet igen, skal idrætten rykke frem på dagsordenen.
Normalt summer de danske idrætshaller og boldbaner af latter, glæde og liv. Det er her, lille Ole og Else Marie hopper til børnegymnastik, det er her, Victor smadrer fjerboldene til baglinjen, og Pernille banker bolden i netmaskerne. Normalt ville man møde lille Mikkel, der øver hopskud, eller Jeanette, der svømmer bane efter bane i svømmebassinet.
Idræt er en del af vores normale hverdag, men nu er der stille. Bomstille.
Der er en grund til, at Danmark hvert år vinder medaljer i håndbold og badminton. Der er en årsag til, at vort lille land er i svømmeeliten og cykler sejre hjem konstant. Det hele bliver grundlagt i barndommen.
Vores nationale stolthed trives, når vores sportsfolk hiver sejre hjem, men det er egentlig ikke det vigtigste. De fleste børn dyrker ikke idræt for at blive en ny Mikkel Hansen, Pernille Harder, Victor Axelsen eller Jeanette Ottesen. De går til sport, fordi de ikke kan lade være.
Alle vores sportshelte, uden undtagelse, har en barndomshelt, der fra de første skridt ind i sportsverdenen tog dem i hånden og skabte grundlaget for deres senere sejre. De danske idrætsklubber er båret og drevet af frivillige, der hver dag året rundt elsker at træne eller lede børn. De gør det ikke for at vinde medaljer eller for at blive rige.
De gør det af kærlighed til deres sport og børnene. De kan heller ikke lade være.
Sport har det med at udjævne sociale skel. På sportsbanen er alle mere eller mindre lige. Her kan du komme, og med din deltagelse kan du blive accepteret og anerkendt. Idrætsklubberne er de dygtigste til at integrere både børn af anden etnisk herkomst end dansk og til at give udsatte børn et pusterum.
Den indsats er der ikke i øjeblikket, og overalt i hele landet melder idrætsklubberne om bekymring for de børn, der hænger i med neglene.
De har i dag ingen hjælp eller støtte.
Idræt er så stærk en kraft, at den ikke må undervurderes og slet ikke glemmes.
Otte ud af ti børn mellem 7 og 15 år dyrker idræt herhjemme. Der er over 25.000 ansatte i sportsverdenen. De har ikke en talsmand i øjeblikket. Der er ikke en plan for åbningen af idrætten, den er i hvert fald ikke synlig, men den er vigtigere end nogensinde.
Kom med en plan, kom med den nu. Tiden er ikke til at glemme idrætslivet, kære politikere. Husk alt det, I roser i skåltalerne – ellers vil I fortryde det senere.
