Debatindlæg af Sikandar Siddique, folketingskandidat, Alternativet

Det sidste halve år har regeringen med spredehagl udsendt tiltag med udvidede strafferammer og sanktionsmuligheder rettet mod børn og unge. Søren Pape har nu udmeldt endnu et tiltag i regeringens byge af forslag om eskalerende krav til sanktioner og strafferammer for børn.

Efter 'Ghettoplanens' retshåndhævelse af udvalgte børns ophold i daginstitution kom de skærpede straffe for unge bandekriminelle og Integrationsministerens plan om hjemsendelse af flygtningebørn til krigszoner. Sidste 'børnevenlige' udmelding er nedsættelse af et domsstolslignende ungdomskriminalitetsnævn og 'nedsættelse' af den kriminelle lavalder for børn ned til 10 år.

Børn og unge fra vuggestuealderen skal sanktioneres og straffes, så de kan mærke det.

De yngste poder skal mærke regeringens 'børnepolitik' allerede som et-årige, hvor vuggestuebørn i socialt belastede områder skal tvinges i daginstitution. De børn har ikke længere det privilegium at nyde de første og afgørende år hjemme hos mor og far. De skal efter 'Ghettopakken' opholde sig et bestemt antal timer blandt travle pædagoger og andre børn. Har de små for høj fraværskvotient ifølge det påkrævende timetal, sanktioneres mor og far ved, at børnechecken beskæres. En kollektiv familiestraf, der i bedste nordkoreanske stil rammer, så hele familien - også børnene - mærker det.

Sikandar Siddique
Sikandar Siddique
Vis mere

Uledsagede flygtningebørn skal ifølge Integrationsministeren returneres til 'Omsorgscentre' i krigszoner. For eksempel i Kabul i det krigshærgede Afghanistan. Er denne 'omsorg' mon tiltænkt de børn, der returneres til den krig, de er flygtet fra? Eller er 'omsorgen' tiltænkt nationale budgetter og den præventive virkning, flygtninge-retur-hjemsendelsespolitikken for uledsagede børn vil få ude i verden?

Børneomsorgen er svær at få øje på. Afghanistan er ifølge Red Barnet verdens andetfarligste sted for børn, når det gælder bortførelse, seksuel vold, mangel på humanitær beskyttelse og død.
Hvem vil sende sin næstes barn til en livsfarlig krigszone med statistisk sandsynlighed for voldelige overgreb, frihedsberøvelse og død? – det vil såmænd Danmarks integrationsminister.

Regeringen vil med sit seneste børnesanktioneringstiltag nu stille 10-årige børn for et ungdomskriminalitetsnævn med beføjelse til at sanktionere dem. Formålet er ifølge forslagets fadder Søren Pape, at børn og unge skal mærke konsekvensen af deres handlinger. Børnene skal straffes og 'betale' for deres overtrædelser, ligesom en voksen kriminel straffes. Børn ned til 10 år er ifølge Søren Pape og DF gamle nok til at idømmes frihedsberøvelse og blive sat bag lås og slå.

Børnene har ikke samme retsgarantier ved ungdomskriminalitetsnævnet, som voksne i en domstol med både anklager og forsvarer og en dommer, der trækker sig tilbage for at overveje dommen.

I ungdomskriminalitetsnævnet, der består af dommer, politibetjent og kommunal socialfaglig sagsbehandler, er de, der har mistanken, med til at beslutte forbedringstiltaget eller straffen. Nævnet har domstolslignende beføjelser til at beslutte en forbedringsplan, der bringer børn og unge i fængselslignende sikrede afdelinger på lukkede daginstitutioner, hvor husorden er besluttet af politikere.

Nævnet kan 'dømme' børn helt ned til 10 år et ophold fra to til fire år.

Det er her svært at se forskel på de sikrede daginstitutioner og et overvågningsfængsel for voksne. De sikrede daginstitutioner for børn og unge har obligatorisk videoovervågning i fællesarealerne, døralarmer og fuld kropsvisitering før hvert besøg, ligesom det foregår i et lukket fængsel.

Nævnet afløser den kommunale sociale indsats, som ifølge Konservative og DF havde for meget fokus på den sociale indsats, der skal få barnet på ret kurs. Her skifter Pape radikalt kurs fra resocialisering til straf. Mange 10-årige er knapt begyndt at tage bussen eller gå i biffen alene. De overvåges ofte nøje af opmærksomme forældre, der lærer dem at færdes sikkert i trafikken og at færdes på egne ben. Nævnets kommunale repræsentant har ikke kendskab til det enkelte barn eller unge, og den socialfaglige indsats afløses af frihedsberøvelse i et fængselslignede lukket institution.

Det er en meget lille hård kerne af børn, der begår forbrydelserne. Indsatsen kunne med rette rettes mod denne gruppe fremfor straffe for alle børn? Bliver 10- eller 14 årige regelrettede af at tilbringe deres barndom sammen med andre unge kriminelle på lukkede institutioner, hvor der er udvidet adgang til kropsvisitering, overvågning og fysisk magtanvendelse? Intet tyder på det.

Der er til gengæld en del, der tyder på, at unge lovovertrædere næsten altid er børn, der har oplevet massivt omsorgssvigt. Børnefaglige eksperter har i årevis råbt op om, at forebyggende arbejde er afgørende for at forebygge børn og unges kriminalitet. Straffes børn, vil deres kriminelle identitet forstærkes. Alternativet er nytænkning af straffens form og formål. De små skal ikke spærres inde med hårdkogte kriminelle. Det er ikke forebyggende, men alene en 'efteruddannelse' i kriminalitet”

Kriminelle børn og unge skal fjernes fra deres geografisk sociale miljø i betryggende omgivelser for dem selv og for samfundet. De skal aktiveres, så horisont og netværk udvides. At fjerne et barn fra familie og venner er i sig selv en hård straf. Formålet skal derfor ikke være at isolere børn og unge fra deres forældre, medmindre det netop er familien, der er problemet. Familien kan vælge at 'flytte med' de små lovovertrædere fra for eksempel Nørrebronx til den jyske hede.

I Alternativet mener vi, at der skal individuel løsning til alle børn og unge, der begår kriminalitet, særligt grov kriminalitet. Løsningerne skal foretages af fagpersoner i samarbejde med de, der kender barnets situation.

Det ér ressourcekrævende, men den langsigtede samfundsøkonomiske og ikke mindst menneskelige effekt mangedobles, hvis vi undlader at forhærde børn til kriminelle voksne.

Den kriminelle lavalder er fortsat 15 år, men det nye ungdomskriminalitetsnævn beføjelser og form er reel nedsættelse af den kriminelle lavalder til det 10. år. Søren Papes 'børnestraf' er et opgør med dansk tradition for resocialisering og fokus på barnets tarv og nyfortolkning af samfundets børnesyn og opfattelse af børns skyld og ansvar.

Børns kriminalitet er ikke længere udtryk for svigt i opvækst og miljø og konsekvens af, at de ansvarlige for barnet har svigtet. Nu placeres ansvaret alene hos børnene, hvor regeringen fremover vil straffe  'sønnerne for fædrenes forbrydelser'.

Udspillet kommer efter den politiregistrerede børne- og ungdomskriminalitet ifølge det kriminalpræventive råd er nedsat med tre fjerdedele de sidste 10 år på grund af sociale indsatser over for de unge.
Den positive udvikling skyldes kommunernes sociale, præventive indsatser målrettet det enkelte barn. Indsatserne sættes nu overstyr af en umenneskelig 'børnepolitik'. Den tidligere kommunale indsats, der beviseligt har nedsat ungdomskriminaliteten og hjulpet de unge, ødelægges nu.

Forslaget er udtryk for et dansk paradigmeskift i retning af en stat, der straffer mindreårige, tilsidesætter barnets tarv og bestemmelserne i FNs børnekonvention, hvor børn skal nyde samme beskyttelse som ethvert andet barn, der er afskåret sin familiemæssige omgivelser.

Hvis et samfunds velfærd måles på dets evne til at beskytte sine svageste, hvordan måles så børnevelfærden, når Danmark sanktionere og straffer små børn, som var de voksne?

Dømmes børn som voksne forbrydere, frarøves de muligheden for forbedring og udvikling. Samtidig skabes der mange flere fremtidige forbrydere.