»Lad nu være med at ødelægge de gamle byer.«

Sådan lyder bønnen fra Jep Loft, formand for foreningen Arkitekturoprøret, der med hans ord vil 'gøre oprør mod grimme bygninger'.

»Vi opfatter os selv som barnet i Kejserens nye klæder. Vi siger bare noget, som langt de fleste mener i forvejen, men måske ikke rigtig tør sige,« indledte Jep Loft, da han besøgte B.T.'s redaktion på Pilestræde i Københavns gamle middelalderbydel.

»På vej herind til B.T. gik jeg og kiggede på alle de fine huse og blev i godt humør. Jeg tænkte, bare der ikke kommer en eller anden bygherre og river det hele ned eller noget af det for at stille nogle store, grimme huse op,« fortalte han.

For det er netop Jep Lofts store problem. Han mener ikke, at der efter første verdenskrig er bygget byer, der er hyggelige som dem, der er bygget før. Og til hans store forargelse har man derudover ødelagt ældgamle byrum ved at opføre nybyggeri, der ikke tager hensyn til omgivelserne og det omkringliggende byggeri.

»Når der kommer nogen og vil bygge nyt her i den gamle middelalderbykerne, går det galt. Jeg tror, arkitekterne ikke er opmærksomme på stedets ånd. Når man kommer ind i et gammelt middelalderområde, bør man vise hensyn og have respekt, så det ikke stritter mod alt andet,« sagde Jep Loft og fortsatte:

»Men man vil i stedet bygge i tidens ånd. Og det må gerne ligne noget, der ligger i Amerika. Det er fint med mig, men byg det et andet sted og lad være med at ødelægge det gamle,« sagde han og fremhævede blandt andet byggeriet BLOX, hvor man kan opleve skiftende udstillinger i Dansk Arkitektur Center eller leje kontorpladser.

»Hvis den lå i Aarhus containerhavn, ville den være fin. For den ligner containere. Men den ligger 75 meter fra et bryghus, som Christian d. 4. byggede og ikke langt fra Christiansborg Slot. Bygningen passer ikke ind.«

Bygningen Blox mellem Langebro og Det Kongelige Bibliotek i København.
Bygningen Blox mellem Langebro og Det Kongelige Bibliotek i København. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Et andet skrækeksempel er ifølge Jep Loft Nationalbanken, der er tegnet af den berømte danske arkitekt Arne Jacobsen.

Bygningen er opført mellem 1965-78 og regnes blandt et af hans hovedværker.

Men Jep Loft kalder bygningen for 'en lukket klump'.

»Det kan godt være arkitektur. Men den ødelagde det bymiljø, der var. Der lå for det første den gamle nationalbank, der var en kopi af et florentinsk palads, som man rev ned. Så lå der et hotel på hjørnet, og der var boliger langs vandet. Der var mennesker og liv. I dag er der ikke et øje.«

Danmarks Nationalbank i Havnegade i København.
Danmarks Nationalbank i Havnegade i København. Foto: Jeppe Bjørn Vejlø
Vis mere

Et aktuelt eksempel, som får Jep Loft til at beklage udviklingen, er det stærkt kritiserede byggeri ved siden af den gamle stationsbygning ved Østerport Station i København. Her opføres en ny kontorbygning, Østerport 2. Den gamle stationsbygning blev fredet i 1992, og arkitekterne bag nybyggeriet tager ikke hensyn til naboen, mener han.

»Den mand, der bygger det her, vil blæse på alle andre. Han vil finde på noget, som ingen andre har fundet på før. Og det er bare ikke sjovt,« sagde han.

Tegnestuen KHR's CEO, Lars Kragh, har tidligere over for Berlingske forsvaret sig mod kritikken ved at påpege, at byggeriet ikke er færdigt.

»Jeg synes ikke, man kan bedømme et måltid på forretten. Byggeriet er jo ikke færdigt endnu. Jeg synes, kritikken er urimelig,« sagde han.

Østerport 2 til venstre for perronen ved siden af den fredede Østerport Station til venstre for perronen.
Østerport 2 til venstre for perronen ved siden af den fredede Østerport Station til venstre for perronen. Foto: Celina Dahl
Vis mere

Men hvad er der overhovedet galt med grimme bygninger, ville Jesper B. Jensen vide.

»Vi behøver vel ikke at smagsbedømme alt, vi ser. Det er en smagssag som så mange andre ting, vi reelt ikke burde søge det 'perfekte' i,« lød hans kommentar til Jep Loft.

Jep Loft gav ham ret i, at arkitektur, ligesom kunst, er en smagssag.

»Men dem, der vil komme her og bygge noget, jeg synes, er grimt, de ødelægger noget, jeg synes er pænt. Hvis de bygger det, jeg synes, er grimt, ude i Ørestaden, er det fint. Så det er det eneste, jeg beder om. Men i stedet ødelægger man noget gammelt og gør en masse mennesker kede af det og nogle få mennesker glade.«

Jep Loft er derfor fortaler for såkaldte bevarende lokalplaner, hvor man ikke kun freder bygninger enkeltvis, men også inddrager omgivelserne.

»Fredningen duer ikke til ret meget. Enten fjerner man en fredning eller bygger et betonhus op ad en fredet bygning. Så kan det være ligegyldigt.«