I Danmark er vi ikke blege for at hylde vores velfærdsstat og nærmest hædre den som verdens ottende vidunder. Det er den dog langt fra, men alligevel står mange politikere på Christianborg i kø for at bifalde velfærdsstaten, samtidig med der bliver givet løfter ud til alle sider om mere velfærd.

Nogle gange er det dog også på tide at stoppe op for en stund og overveje, om vi egentlig er på vej i den rigtige retning. Det er vi nemlig ikke, når vi er i gang med at gøre verdens største offentlige sektor endnu større. Det er ikke den rette vej at gå.

Vi giver en masse ydelser ud til folk, som reelt ikke har behov for det. Velfærdsstaten er blevet en gavebod, som giver gaver ud til højre og venstre uden at kigge på folks behov. Direktørfamilien modtager børnepenge, selvom de ikke har brug for det. Når børnene bliver 18 år, så kan de få SU, selvom de stadigvæk bor hjemme, og deres forældre kan dække deres behov. Den velhavende pensionist kan også trække sin folkepension måned efter måned, selvom vedkommende ikke har brug for det.

Skriv debatindlæg til B.T. til btdebat@bt.dk.

Det skal vi stoppe med at gøre og i stedet for give dem lov til at beholde lidt flere af deres egne penge selv ved at betale mindre i skat. Det er sund politik, og det bør være helt naturligt, at man giver mere ansvar tilbage til borgerne i stedet for, at staten skal styre det hele.

Imens velfærdsstaten har travlt med at lege julemand og dele gaver ud til alle, så glemmer vi dem, som har det allersværest. Det er dem på kanten af vores samfund, som ikke har noget sted at bo og må sove på gaden. De bliver svigtet i dag.

Vi skal have fokuseret hjælp til de allersvageste i vores samfund, så vi kan løfte dem op. Et citat af Per Stig Møller forklarer det meget godt:

»Staten skal være stærk til at hjælpe den svage, men for svag til at knække den stærk.«

Vi skal give mere frihed til alle de folk, som sagtens kan klare sig selv. I stedet for bør vi koncentrere os mere om at hjælpe de allersvageste i vores samfund. For i velfærdsstatens nuværende udgave, så har den spillet fallit for længst.

Jeg ønsker dog også vækst i dele af det offentlige forbrug, men bare ikke særlig mange steder. Først og fremmest bør vi leve op til vores internationale forpligtigelse som medlem af NATO og minimum betale to procent af vores BNP til forsvaret. Den pligt har Danmark forsømt i årtier, og det er på tide at rette op på det.

Samtidig mangler vores politi ressourcer og er ikke i stand til at håndtere de opgaver, som det rent faktisk bør varetage. Der bliver stadigvæk begået alt for mange indbrud, tricktyverier, overfald og lignende. Tryghed for mig er ikke blot at kunne komme på hospitalet, hvis jeg bliver syg. Det drejer sig også om at kunne færdes trygt i ens eget hjem samt på alle gader og stræder i det danske kongerige.

Debatten om vores velfærdsstat indeholder mange forskellige nuancer. Vi bør afskaffe vores universelle velfærdsstat, så vi lader dem der kan selv, klare sig selv. Samtidig kan de svage borgere, som vi svigter i dag, få bedre og mere målrettet hjælp. Det bør være den vigtigste opgave for en velfærdsstat og ikke at dele velfærdsydelser ud til alt og alle.