Her for nogle uger siden kiggede min læge på mig med det der blik, som man helst ikke vil have sin læge til at bruge.

»Jeg vil ikke være din læge mere,« sagde han.

Jeg sad lidt og kiggede på ham. Han havde trods alt været min læge i 15 år.

»Nå, men så gider jeg ikke at være syg mere,« sagde jeg så.

Og så snakkede vi lidt om rødvin.

Og så fortalte han, at han lige havde siddet i Jordans ørken en hel nat og kigget på stjernerne. Og at han ville være læge på en anden måde nu. Før det blev for sent.

Han er 61, samme alder som jeg. Han havde vistnok op mod 2.000 patienter, og han kendte hele bundtet.

Han kendte deres navn, deres baggrund, deres vaner, tilbøjeligheder og gener. Han vidste formentlig, hvornår sådan cirka de ville dø. Men han behandlede dem, som om de ville leve længe.

Han kendte deres navn, deres baggrund, deres vaner, tilbøjeligheder og gener. Han fornam formentlig også instinktivt, om patienten udviste tegn på sygdom. Eller om patienten simulerede, som mange af os gør.

Han er én af de 239 praktiserende læger, der bare i første halvår her i 2018 har lukket biksen. Hvis det bliver ved, mister vi alene i år op mod 500 af dem.

De kører træt. Ikke på grund af fem-seks patienter i timen, 40 timer om ugen, måned efter måned, år efter år.

Men blandt andet fordi de trods denne dybe erfaring alligevel mere end nogensinde skal dokumentere, bevise og indrapportere, at de er i stand til at udskrive den rigtige medicin, lave de rigtige henvisninger og spare de rigtige sundhedskroner.

Patient for patient, recept for recept, blodprøve for blodprøve. Hele det bureaukratiske inferno. Og nu orker de ikke længere være læger, der ikke får lov til at være læger.

Andre mister pusten af andre årsager. Og bundlinjen er, at vi hver gang mister endnu en grundlæggende garant for vores sundhed.

Den praktiserende læge er den, der støvsuger vores samfund for det virvar af lidelser, virkelige sygdomme, indbildte tilstande, neuroser, livskriser, parcelhus-alkoholisme, bitterhed, angst og alt det andet lort, vi plager dem med.

Til gengæld bygger vi supersygehuse til folk, der for en dels vedkommende alligevel skal dø om lidt.

Vi snobber opad, i retning mod specialerne, overlægerne og CT-scannerne.

Vi har alene i de sidste sytten år ansat 16.000 flere mennesker især i den del af sundhedsvæsenet, der ikke beskæftiger sig med at forebygge, samtale, lytte og sparke folk ind på en anden vej i livet.

Jeg har respekt for sygehusene. De tager flere patienter. De helbreder flere. De er kompetente.

Men det er værksteder. De kører folk ind til servicetjek, reparerer dem og kører dem ud igen.

Og den almindelige neurotiske dansker med to dårlige knæ, tre skilsmisser, fire underlige pletter på bagdelen og en rygrad som regnorme har brug for noget andet, nemlig den daglige specialist der scanner dem med erfaringen.

Så tænk, om vi havde ansat 16.000 praktiserende læger i stedet.

Alt det nåede jeg at tænke, mens min læge fortalte om ørkenen i Jordan.

Et par uger efter kom jeg tilbage med to flasker vin til ham, fordi han har været sådan en skidegod, kompetent, benhård og venlig læge for mig.

Til gengæld fik jeg det sædvanlige møgfald over min rygning.

»Og hvis du bliver ved med at ryge, kommer der også en dag, hvor du ikke kan knalde din kone mere,« sagde han.

Og så sad jeg igen og kiggede lidt på ham, som jeg har gjort i femten år.

»Hvem kan jeg så knalde?« spurgte jeg.

Han sad lidt. Så sagde han, at der altså ikke var noget at grine af. Men hans øjne gjorde det alligevel.

Og så blev vi enige om, at mænd i vores alder jo nogle gange også hellere vil have en ostemad.

Og så går man derfra med ny appetit på tilværelsen.