‘Hvem har glæde af dyr, der har et lorteliv… For en pels! Føj.'

Sådan skrev Inge Engberg Nielsen, da der opstod heftig debat på B.T.s Facebook-side om forbud mod minkavl i Danmark.

Anledningen var et besøg af Enhedslistens Søren Egge Rasmussen, der deltog i en live for at tale for et forbud og svare på spørgsmål fra B.T.s følgere. Det kan du se i videoafspilleren øverst i artiklen.

»Det er et vildt rovdyr, man på helt unaturlig vis har i et lille bur. Det skal forbydes og afvikles over nogle år,« lød det blandt andet fra Søren Egge Rasmussen, der er partiets dyrevelfærdsordfører.

Regeringen har besluttet, at Fødevarestyrelsen skal undersøge 120 minkbesætninger landet over, fordi der er konstateret coronavirus hos mink i to minkfarme i Nordjylland.

Det vil Enhedslisten bruge som anledning til helt at afvikle minkavl – et ønske, partiet har haft længe. Men som det er tilfældet blandt partierne på Christiansborg, er det et spørgsmål, der også deler B.T.s følgere.

Rasmus Koch skrev blandt andet, at det skulle være op til forbrugerne at bestemme:

‘Det kommer vist snart af sig selv. De kan ikke sælge deres produkter for tiden.’

»Det er rigtigt, at produktionen er faldet, og avlerne taber penge på produktionen. Men jeg tror ikke, at de rige kinesere vil holde op med at gå med minkskind. Derfor et forbud,« svarede Søren Egge Rasmussen med henvisning til, at mange minkavlere taber penge på at producerere mink, fordi salgsprisen er faldet drastisk de seneste år.

‘Det er et fremragende supplement til landbrug. Der er mange arbejdspladser i minkavl, salg og pelsproduktion. Men de bør have mere plads, de mink’, indvendte Torben Stig Nymand Jacobsen.

»Vi ønsker en afvikling over fem år, så de kan blive hjulpet til at producere noget andet. Og når minkavlerne i forvejen har underskud, er der ikke så meget at tabe ved at lave om på det,« svarede Søren Egge Rasmussen.

Kopenhagen Fur har netop sat to millioner skind til salg på en digital auktion, men kun otte procent af skindene blev solgt. Gennemsnitsprisen nåede 135 kr.

Efter et milliardstort tab i 2019 var forventningen ellers, at man ville gå lysere tider i møde, men det har coronakrisen altså sat en stopper for på grund af coronavirussen, siger Kopenhagen Fur. Det kan du læse mere om her.

Ifølge Kopenhagen Fur er 6.000 mennesker direkte beskæftiget med pelsdyravl.