'Man har ikke trukket gardiner for efter solopgang. Punktum.'

Og efterfulgt af sætningen 'der er ingen, der skal tro, at vi ligger der og snuer op ad dagen.'

Jeg vil ikke engang sige, at det var en del af min opdragelse – for sådan var det bare i mit hjem.

Selvom dagen begynder temmelig tidligt om sommeren (hvor man med fordel kan trække dem fra, inden man går i seng), kan jeg ikke mindes gennem hele min barndom og ungdom, at gardinerne har været trukket for i utide.

Ja, det var nærmest en dødssynd, hvis morgensolen skinnede gennem gardinstoffet. Ud over at de få, der passerede præstegården på landet klokken seks om morgenen, nødig skulle betvivle, at vi ikke for længst var stået op, så lå det så dybt i mine forældre, at det var så inderligt forkert ikke at stå op med solen og passe sit liv og arbejde.

Derfor var det også utænkeligt at pjække fra skole og gymnasium. Det med gardinerne var nemlig et samvittighedsspørgsmål – det man kalder protestantisk arbejdsmoral.

Og det er i virkeligheden det, Henrik Dahl (LA) efterlyste for nylig, da han gik i flæsket på dovenskaben på baggrund af en opgørelse over gymnasieelevers fravær, hvor københavnske gymnasier løb med de absolut dårligste resultater.

Men under den polemisk og i øvrigt morsomme diskussion om, hvorvidt jyder er mere arbejdsomme, og københavnere er mere dovne, ligger påmindelsen om den (glemte) protestantiske arbejdsmoral.

Det er den tyske sociolog Max Weber, der har fundet på begrebet, der selvfølgelig udspringer af, hvordan man opfattede det daglige arbejde før og efter reformationen.

Før reformationen arbejdede man alene af nød. En tvungen nødvendighed for at opretholde livet og få brød på bordet.

I den katolske kirke regnede man ikke den almindelige arbejdsmand, skomageren for eksempel, for noget. Man var kun noget, hvis man vendte ryggen til alle livets verdsligheder, arbejde og så videre og gik i kloster for at tjene Gud.

Efter reformationen skulle man ikke længere gå i kloster for at tjene Gud. Nej, man kunne faktisk tjene Gud ved at lave gode sko, være en god landmand eller hvad der nu var ens arbejde.

Pludselig blev der sat pris på, at skomageren lavede gode sko, for det daglige, slidsomme arbejde blev nu anset som et kald, hvor man tjener sine medmennesker og derigennem så tjener Gud.

Tidligere gik man i kloster og gjorde 'overskydende gode gerninger'. De gode gerninger var altså gjort – men efter Luther og reformationen blev det daglige arbejde anset som den gode gerning til gavn for andre mennesker.

Det vil altså sige, at alle mennesker i samfundet, der står tidligt op, passer deres arbejde, tjener penge til familien og betaler urimeligt meget i skat, hver dag gør gode gerninger.

Den daglige gerning er den gode gerning. Men med glemslen af den protestantiske arbejdsmoral har vi også glemt, hvori den gode gerning består. Nu tror vi, at gode gerninger er det, vi selv kalder for gode gerninger.

At man rejser til Afrika og lærer børn engelsk, samler ind til (den venstresnoede organisation) Folkekirkens Nødhjælp, siger et eller andet pænt om indvandring eller pjækker fra skole for at demonstrere for klima, humanisme eller hvad ved jeg, så man rigtig kan mærke den varme følelse indeni.

Veltilpasheden over at have gjort en god gerning og kunne regne sig for et godt menneske. Og så er det lige meget, om man passer sit arbejde og undervisning, om man kommer for sent eller bliver under dynen og ser Netflix og bliver tyk og grim og doven.

Nej, den gode gerning er at passe det, man er kaldet til. At høre den protestantiske arbejdsmoral som grundklange i ens hverdagsliv.

For alle mennesker har et kald (også dem, der ikke gider høre om Gud), en opgave og en forpligtelse – også til at passe sin skolegang, vaske trapper, eller hvad man nu gør.

Man siger, at arbejdet bærer lønnen i sig selv – det er en ren belønning at have et arbejde – ikke for pengenes eller samfundets skyld – men først og fremmest for menneskelivets skyld.

For kaldet er det, der får et menneske ud af fjerene om morgenen. At noget og nogen kalder på én. At man skal udfylde en plads. At man er kaldt på af det, der er større end én selv.

Det kan være svært at forstå i en tid, hvor alting først og fremmest handler om demokrati og samfund. 'Man skal arbejde for fællesskabet og bidrage til samfundet.' Ja, det er også rigtigt, men hvis det er fællesskabet, der sætter os til at arbejde, bliver samfundet sådan noget mennesketyranni.

Det er vores samvittighed, der skal få os til at trække gardinerne fra ved solopgang og løbe efter bussen, fordi alting ikke handler om os, vores dovenskab, rettigheder og pjækkesyge, men fordi vi har forpligtelse over for et medmenneske.

Det er dét, der har skabt arbejdsmoralen og kapitalismen, den lave korruption og den høje grad af tillid og civilisation i særligt den nordvestlige del af verden.

Forståelsen af arbejdet som et kald, en orden og en mening er blevet kaldt reformationens største kulturelle aftryk – fordi det holder samfundet oppe gennem trængselstid, kaos og krig – men først og fremmest holder det enkelte menneske på plads i sit liv. Så vi lever i ansvar og troskab – over for andre end os selv.