For nogle dage siden havde en god ven postet et opslag på Facebook, hvor han var forarget over, at danskerne ikke kunne holde sig inden døre, efter at have set billederne af de mange danskere, der nød solen på Dronning Louises Bro i København.

Min ven tilhører den privilegerede klasse og er én af dem, der har en tre-fire-fem børn, en dejlig kæreste og en skøn villa med have på Frederiksberg. Det var ikke, at jeg ikke var enig med ham i budskabet om, at folk bør blive inden døre, men der var noget ved opslaget, som fik mig til at tænke: »Det er måske nemt nok for dig at sige, når du sidder der i dit store samtalekøkken omgivet af mennesker, du elsker. Men hvad med os, der bor alene?«

At være single i disse karantænetider er ikke nogen fest. Og da slet ikke for dem, som bor i en lille lejlighed på Nørrebro. For dem kan det ikke tage mange dage at få økuller, og derfor bør man måske nok have lidt forståelse for, at de har brug for at komme ud og få lidt frisk luft.

Selv er jeg nu i skrivende stund på sjettedagen, siden jeg blev sendt hjem fra arbejde, og jeg mærker nu, hvordan isolationen påvirker mig. Jeg kæmper med en rastløshed, der gør, at jeg allerede har fået ommøbleret mit soveværelse, malet et klædeskab, farvesorteret mit tøj og påbegyndt et større projekt med at få syet gardiner. Heldigvis har jeg også nogle stole, der skal ombetrækkes, men hvad fanden skal jeg lave, når det er slut?

Mulighederne for en single i disse corona-tider er ikke store.

I fredags, hvor abstinenserne efter et koldt glas hvidvin og godt selskab meldte sig, holdt jeg fredagsbar med min veninde over telefonen. Efter to glas hvidvin spurgte hun: »Må man egentlig ryge på den her bar?« Og nu skal jeg ikke advokere for en usund vane, men en af fordelene ved at sidde på en fredagsbar i sit eget køkken er, at man må gøre, hvad man vil, og vinen er i øvrigt en hel del billigere.

Det er meget moderne at sige at, man er glad for at være single, alt andet kan nemlig få en til at lyde sørgelig, og det er der ingen, der vil være. Men virkeligheden er, at det kan være meget ensomt, og at en påskeferie kan blive en meget lang affære.

Jeg er helt bevidst om, at det selvfølgelig også kan være dødssygt at sidde i en parcelhus villa i et fastlåst parforhold, og jeg husker udmærket, hvordan jeg selv drømte om at være en af de frigjorte, enlige kvinder i 'Sex and The City', dengang jeg var i et fast parforhold.

DER ER IKKE MEGET SEX AND THE CITY OVER LIVET SOM SINGLE I EN CORONA TID
DER ER IKKE MEGET SEX AND THE CITY OVER LIVET SOM SINGLE I EN CORONA TID
Vis mere

Der er mange positive ting at sige om det at være single. For der indtræffer en slags ungdommelighed, som ellers godt kan forsvinde i parforholdets ligusterhæk. Man møder flere nye mennesker og får måske også flere oplevelser. Det kan være super sjovt at gå ud med veninderne og flirte lidt med et nyt bekendtskab.

Og så er der selvfølgelig friheden. Man bestemmer selv, hvor skabet skal stå, i hvilken retning man skal gå, hvem man skal se. Men i disse corona-dage, hvor der ikke er nogen steder at gå hen, ingen mennesker, man må se, så er man ene. Åh, så ene.

Husk det, inden I spytter efter på os på gaden, når vi i desperation har bevæget os udenfor for at mærke livet og trække lidt luft.