Ægteskabet mellem en 41-årig muslimsk malaysisk mand og en 11-årig thailandsk pige har endnu en gang skabt stor opmærksomhed om emnet børneægteskaber.

Malaysiske muslimer må gifte sig med piger under 16 år, hvis de får tilladelse af en religiøs/islamisk domstol. Desuden må mændene have op til fire koner, skriver The Guardian 1. juli 2018.

Det burde ikke være tilladt. Det er sådan nogle traditioner, der gør, at man bliver meget pessimistisk. Religion har ikke svaret på nutidens udfordringer.

Guderne må vide, hvor mange børn der bliver lokket til at indgå den form for tvangsægteskab

Jeg håber, at denne mand, som allerede havde to koner og nu også har giftet sig med en 11-årig pige, får en straf, og fremover burde sådan noget overhovedet ikke være tilladt. Disse traditioner er ikke forenelige med moderne vestlige værdier, og den slags ægteskaber er med til at gøre selv moderate europæere skeptiske over for islams rolle i Europa.

Mange mener, at der ikke er nogen grund til at protestere over et enkelt tilfælde, og beskylder mig for at være islamofobisk, når jeg protesterer, hver gang sådan noget foregår.

Mrutyuanjai Mishra
Mrutyuanjai Mishra

Men læg lige mærke til, at der hvert år på verdensplan er 15 millioner piger, der bliver gift, inden de bliver 18 år, ifølge organisationen 'Girls, Not Brides', som i øvrigt ønsker at stoppe dette vanvid. Og ifølge den samme organisation er der i dag sammenlagt 700 millioner kvinder, som er blevet gift som børn, altså før de nåede at blive 18 år.

Ligeledes tillader islamisk lovgivning og praksis, at en mand kan gifte sig med fire kvinder. Og i den ovennævnte situation giftede han sig med en mindreårig og gjorde hende til kone nummer tre, selv om hun kun er 11 år gammel.

Niger er det land i Afrika, hvor befolkningstallet især eksploderer, og Niger er også det land, hvor man finder verdens højeste rate af børneægteskaber. Her er størstedelen af befolkningen muslimer.

Det er hamrende nødvendigt, at Europa sender et klart signal om, at piger har ret til træffe deres eget valg af ægtefælle. Det kan hun først, når hun er voksen.

Derfor var det prisværdigt, at en domstol i Storbritannien i maj dømte en pakistansk mor, der er bosiddende i landet, til fire og et halvt års fængsel for at tvinge sin datter til at gifte sig med en mand i Pakistan imod datterens vilje. Da pigen protesterede, truede hendes mor med at brænde hendes pas, låse hende inde i et rum og slå hende.

Den mand, som moderen havde fundet til hende, havde gjort hende gravid, da hun var 13 år gammel. Hun måtte abortere, og dommeren havde lagt vægt på, at moderen lokkede datteren på falske præmisser og tog hende med til Pakistan igen for at tvinge hende til at indgå ægteskab med en mand, som var betydeligt ældre end hende.

Det er første gang, at en domstol i Storbritannien har gjort brug af en sådan skærpet lovgivning, men det er blevet nødvendigt at sende et signal til de mange familier med anden etnisk baggrund om, at en sådan praksis ikke harmonerer med europæiske værdier som frihed og kønnenes ligestilling.

Guderne må vide, hvor mange børn der bliver lokket til at indgå den form for tvangsægteskab, men den sag, som der nu er faldet dom i, er ikke enestående.

Strengere familiesammenføringsregler sikrer, at sådan noget ikke sker i Danmark. Men der skal protesteres, hver gang et barn bliver gift. Børn har ret til en barndom uden at blive tvunget ind i en forældrerolle. Hvis en religion tillader sådan en praksis, har vi pligt til at sige fra.