Når jeg skal vælge et emne til en klumme, sætter jeg mig som regel lige ned og mærker efter, hvad der er relevant for mig netop nu.

Hvad er det, der fylder mest i mine tanker og mine følelser. Hvad har jeg på hjerte lige nu. Og lige nu handler det om at være tro mod mig selv. Det er måske først nu, at jeg egentlig forstår vigtigheden af det.

Men hvad betyder det så egentlig – at være tro mod sig selv? Det bliver hurtig til en overfladisk og kliche-agtig sætning, som vi har læst og hørt hundrede tusinde gange. Vi kan sige det til vores børn eller i en god snak med en ven: 'Og det vigtigste er at være tro mod dig selv.' Hold nu, kæft. Hvad vil det egentlig sige?

For nyligt læste jeg et citat i en bog, som lød sådan her: 'I will not stay, not ever again – in a room or conversation or relationship or institution that requires me to abandon myself' (Glennon Doyle). Det ramte mig virkelig. Både på en trist, men samtidig på en meget opløftende måde.

For hvor har jeg i mange år og på mange forskellige måder svigtet mig selv. Ikke taget mine egne følelser og behov alvorligt nok. Måske fordi jeg, som yngre, ikke helt har været klar over, hvad de har været og fordi, jeg ikke fra barns ben, har lært det. Men også fordi jeg i perioder som voksen er kommet for langt væk fra mig selv.

At svigte sig selv er normalt ikke noget vi taler om. Vi bruger ikke ordet svigt om os selv. Svigt er noget vi oplever fra andre. 'Han svigtede familien, da han gik.' 'De børn oplever omsorgssvigt,' eller 'jeg svigtede min gamle mor i den sidste tid.'

Men måske vi svigter os selv meget mere i livet, end vi egentlig svigter andre?

For du svigter dig selv, hver gang du ikke lever i overensstemmelse med din egen sandhed. Hver gang du holder igen, ikke får sagt fra, hvis der er nogen, der overskrider dine grænser, ikke får sagt til, gemmer på dig selv, giver udtryk for noget andet end det, du føler, acceptere en situation, fordi du føler, at du bliver nødt til det, lever op til andres forventninger af dig, som ikke stemmer overens med dine egne, affinder dig med en situation, fordi du ikke kan overskue konsekvenserne og så videre.

I rigtig mange situationer. Og hele tiden. Og derfor kommer vi længere og længere væk fra os selv. Nogle kommer endda så langt væk, at de med tiden slet ikke kan kende sig selv eller slet ikke kan mærke sig selv.

Den berømte 40-årskrise er måske netop et tegn på, at vi ikke har levet/eller lever et liv i troskab mod os selv. Ellers ville det vel næppe være en krise.

Vi svigter os selv, fordi vi har lært at nedtone, gemme eller fornægte de dele af os selv, som gjorde os sårbare. For det at være sårbar betyder at man kan blive såret. Men det betyder også en større evne til at elske og blive elsket. Det betyder også mere mod, styrke, livsglæde og autenticitet. Et dybere og rigere liv.

Så lad ikke de kritiske stemmer eller hårdheden fra din fortid lukke ned for dit hjerte og den, du er. Vær modig nok til at leve med et pil hamrende åbent hjerte.

Så vil du altid være, tro mod dig selv.