For et par år siden gæstede jeg Polens gamle, smukke kongeby Krakow. Byen ånder af kultur og historie, kristendom og vestlig civilisation.
Under mine vandringer i de gamle gader kunne jeg ikke lade være med at tænke på den skæbne, som til stadighed bliver andre vestlige storbyer til del.
Naturligvis kan ingen udelukke, at knive, økser, bomber og skydevåben en dag også kræver polske borgeres blod. Men risikoen er meget lille – ja, nærmest usandsynlig, målt i forhold til terrortruslen i Sverige, Frankrig, Tyskland og de fleste andre EU-lande i vest.
Lige så usandsynligt er det, at gadebander af unge mænd fra muslimske lande fravrister staten dens autoritet over byområder i Polen, hvor de på bistandshjælp kan udkæmpe stammekrige i deres forfædres ånd og gøre livet usikkert for sagesløse borgere.
En gadebande i Krakow i stil med Loyal to Familia ville ikke blive mødt af et fakkeltog med et budskab om dialog, forebyggelse, øget integrationsindsats og en tryglende bøn fra indbyggerne om at få 'vores Krakow tilbage'.
Nej, i Krakow ville Loyal to Familia, Black Army, Black Cobra ikke nå at se to solopgange, førend et spontant græsrodsinitiativ uden hændervridende fællessang tog 'Krakow tilbage':
Butiksejere, taxachauffører, vejarbejdere, hjemløse, gadefejere, fodboldfans, studenter, tourguider og turister fra andre polske byer ville gøre kål og polsk pølseret på hele banden, endda uden politiets hjælp, og så hurtigt, at menneskeretsaktivister og kaffeslabberas-fortalere ikke ville kunne nå at komme bandekrigerne til undsætning.
I Polen bliver 'rodløse unge' hverken til hellige krigere eller gadekrigere. De findes nemlig ikke! For hverken deres forældre eller bedsteforældre er i millionvis blevet inviteret ind, som det er sket i andre europæiske lande.
Der findes selvsagt muslimer i Polen, nemlig omkring 20.000 ud af 38 millioner indbyggere. Nogle er efterkommere af Den Gyldne Hordes tatarer, som fra det 13. århundrede har kæmpet og lidt sammen med deres katolske landsmænd imod tyskere, svenskere, tyrker, kommunister og nazister.
Men her er ingen burkaer eller niqabber at se på gaderne, ingen halalmad i børnehaverne, ingen kønsopdelte svømmehaller, ingen ramadan i skolerne, ingen Grimhøjmoskeer, intet Hizb ut-Tahrir og ikke én eneste hjemvendt syrienskriger på bistand, boligsikring og behandling for posttraumatiske stresslidelser.
Hvorfor? Fordi i Polen findes intet Gellerup, Vollsmose, Rosengården, Bradford eller les banlieus de I'islam. Polen har ikke leveret én eneste muslim med polsk statsborgerskab til islams sorte brigader i Syrien.
I Polen behøver ingen bladtegner, fængselsbetjent, billetkontrollør, dørvogter, skolelærer, skatteopkræver, socialrådgiver eller folkevalgt politiker frygte for sit liv, endsige bede staten om politibeskyttelse.
Lyder det ikke næsten som det Danmark, vi danskere også engang kendte?
