B.T. skal gøre opmærksom på, at B.T.s undersøgelse ikke kan konkludere noget om de dømtes religiøse overbevisning.

Sådan set er det ingen overraskelse. Men en uhyggelig sandhed: Mindst 35 ud af 65 personer dømt for voldtægt i perioden 1. januar til 8. maj 2017 har indvandrerbaggrund. Enten selv vandret hertil eller efterkommer. Det er hver anden. Og lidt til. Ikke noget, vi ikke vidste.

Nu er tallene bare blevet gennemgået. Sagt højt og skrevet ned i BT. Og de meningsdannere, politikere og glinsende gode og pæne mennesker, der hårdnakket har påstået noget andet, er blevet gjort til skamme. Eller deres benægtelse af virkeligheden er i hvert fald.

Og det maner til eftertanke, at indvandrere og efterkommere 'kun' udgør 12,9 procent af den samlede danske befolkning og samtidig har hele 50 procent af voldtægtssagerne på samvittigheden. Andre. der har noget på samvittigheden og røde ører her i sommervarmen, er (formegentlig og forhåbentlig) de politikere, der har åbnet landet for indvandringen. Helt tilbage i 1983. Vi betaler regningen nu. Med renters rente.

De fleste voldtægtsdømte med anden etnisk baggrund end dansk er muslimer. Tallene taler deres eget sprog. Overrepræsentationen kan ikke bare undskyldes med årtiers fejlslagen integration  eller med kulturelle forskelle, 'kulturel misforståelse om danske kvinder' eller at 'en udenlandsk person oftere kan mistolke en situation eller de signaler, en kvinde sender inden en voldtægt' og ikke forstår 'spillereglerne mellem kønnene', som eksperter og professorer har udtalt til BT.

Nej, nedværdigelsen af kvinder og begrænsningen i deres rettigheder er ikke bare et resultat af såkaldt kulturelle normer – de udspringer af kvindesynet i islam. Kvinden er intet eller meget lidt værd i islam, alene fordi hun er kvinde, er 'mærkaterne skyld og skam, præget ind i huden', som Sara Omar skriver i sin bog Dødevaskeren.

Hvad enten Sara Omar ønsker at være en del af islamdebatten eller ej, er romanen et vidnesbyrd om et uhyggeligt kvindesyn, der er uforeneligt med et moderne, demokratisk (kristent) samfund. Og statistikkerne viser, at vi ikke har råd til at bortforklare det længere.

Og vi kan heller ikke være det bekendt, for i årevis har modige arabiske stemmer, både mænd og kvinder, Naser Khader, Ayaan Hirsi Ali og mange mange andre forsøgt at råbe vores tolerante danske samfund op, og i sensommeren udkommer Jaleh Tavakolis bog om 'Islams offentlige hemmeligheder'.

Det er ingen hemmelighed mere, og det skal ikke forties, at islamisk kvindeundertrykkelse ikke alene finder sted i parallelsamfundene (og det er slemt nok), men breder sig i samfundet. Og overfaldene sker ikke bare i Köln eller i barmhjertighedsstaten Sverige – det sker i Danmark. Hver dag.

Og hvad gør vi så ved det? Ja, de skyldige skal have deres dom. Og om muligt udvises. Men udover det må vi snart vågne op og indse det, vi har så svært ved at forstå. Nemlig, at (politisk) islam er den altomfattende livsregulerende anskuelse eller ideologi for de nydanskere, der ikke er integrerede eller assimilerede i det danske samfund.

I Danmark har vi frisind. Vi er åbne, tolerante, forstående og vi har religionsfrihed. Men vi skal være bevidste om, at vi også giver plads for muslimske, religiøse synspunkter, der kan rulle kvindernes ligestilling tilbage på kortere tid, end vi kan forestille os.

Det kan godt være vi gør os morsomme over burkaforbuddet, synes det er latterligt at forhindre kønsopdelt svømning og ikke kan hidse os op over badeforhæng, men det er alt sammen en manifestation af en religiøs identitet, der er fuldstændig inkompatibel med den frie, vestlige verden – hvor mand og kvinde er lige meget værd.

Og vi er nødt til at tage alvorligt, at hvis vi tillader opdelingen mellem mænd og kvinder i tolerancens navn, så nærer vi ideologien og blåstempler det kvinde- og menneskesyn, der ligger bag voldtægtsstatistikkerne. Og kvinderne - både etnisk danske kvinder, men i den grad også kvinder med anden etnisk baggrund - betaler prisen. Dyrt. Med krop. Frihed. Nogle med liv.