Kan danskerne egentlig regne med, at landets statsminister fortæller sandheden midt under en alvorlig krise, hvor landet lukkes ned, love hastes igennem, og almindelige frihedsrettigheder sættes ud af kraft?
De fleste vil nok instinktivt formode, at dét spørgsmål – selvfølgelig! – kan besvares med et rungende ja.
Hvis ikke vi kan stole på magthaverne i tilspidsede situationer, hvornår kan vi så?
Denne ædle formodning har nu vist sig at være naiv. Den er i fald forkert under statsminister Mette Frederiksen.
Virkeligheden er, at danskerne i en af de alvorligste kriser i nyere tid ikke har fået sandheden. Vi er derimod blevet bundet en falsk historie på ærmet. Og det er sket bevidst.
Det lyder alvorligt. Og er det også.
Det er ikke desto mindre den opsigtsvækkende konklusion på den rapport om myndighedernes coronahåndtering, der blev præsenteret fredag.
Rapporten er resultatet af, at en ekspertgruppe på opdrag fra Folketinget har kulegravet beslutningsprocesserne i de dramatiske forårsdage, da Danmark blev lukket fuldstændig ned som følge af covid-19-epidemien.
Gruppens formand er Jørgen Grønnegaard Christensen. En velanskrevet professor i statskundskab, der sædvanligvis ikke befatter sig med voldsomme armbevægelser.
Så når han reelt fejer tæppet væk under landets statsminister og hendes troværdighed, foregår det akademisk pænt og nydeligt:
»Hendes udtalelser genspejler ikke virkeligheden.«
Udtrykt lidt mere bramfrit: Statsministeren fortalte ikke sandheden. Ja, hun løj faktisk, da hun 11. marts sidste år gav indtryk af, at beslutningen om at lukke Danmark var baseret på råd fra de relevante eksperter.
Helt nøgternt piller professor Grønnegaard og hans kolleger den forklaring fuldstændig fra hinanden.
De påviser, at det faktisk forholder sig stik modsat. Sagen var den, at hverken Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut eller den Nationale Operative Stab bakkede op om den vidtgående nedlukning.
Hvorfra kom ideen så? Som rapporten tørt konkluderer: »Den er konciperet i Statsministeriet.«
Faktisk sættes der navn på, hvem der »konciperede« – altså udtænkte – planen. Det gjorde Mette Frederiksens højre hånd og fortrolige departementschef, Barbara Bertelsen.
Den juristuddannede Bertelsen havde ifølge rapporten set 'TV Avisens' reportager fra Norditalien, og det havde angiveligt gjort stort indtryk på hende. Og blandt andet på den baggrund besluttede hun og statsministeren sig altså for at gå stik imod sundhedsmyndighedernes råd.
For så vidt er det en ærlig sag. Hvis hun vil sige »rend og hop« til Søren Brostrøm, er det helt efter bogen (at han så lader sig ydmyge og bliver siddende på posten er en anden diskussion).
Mette Frederiksen er i sin fuldstændig gode ret til at handle anderledes end de råd, hun modtager fra diverse eksperter.
Den slags kaldes politik, og det er enhver statsministers privilegium at handle på egen hånd.
Hvis Folketinget så er utilfreds, må det stemme et mistillidsvotum igennem. Det hedder parlamentarisme.
Problemet opstår, fordi hun spillede med fordækte kort. Hun fortalte ikke, at hun drev politik, men gav i stedet det fejlagtige indtryk, at hun baserede sin vidtgående beslutning på en sundhedsfaglig indstilling.
Det – ved vi nu – var løgn.
At det netop er Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen, der på denne måde tager sagen i egen hånd og kører sagkundskab over med en damptromle, giver mening.
Fremgangsmåden er selve essensen af det, der er Mette Frederiksens tilgang til politik, og som Barbara Bertelsen har købt ind på – nemlig, at regeringen skal lægge en politisk kurs, og at embedsmændene må affinde sig med en birolle.
Hvis man ikke forstår den rollefordeling, kan man godt glemme alt om en fortsat karriere på højt niveau under Mette Frederiksen.
Var beslutningen om at ignorere sundhedsmyndighedernes råd så rigtig eller forkert?
Det er dybest set en kontrafaktisk diskussion. Ville Danmark – hvis Brostrøm havde fået sin vilje – have ligget højere eller lavere end den 23.-plads på listen over forskellige landes coronahåndtering, som en undersøgelse i går placerede os på? Ville regningen have været mindre eller større?
Svært at sige.
Men det er – nu hvor vi befinder os i det principielle hjørne – faktisk også diskussionen uvedkommende. På samme måde som det også er irrelevant i forhold til Støjbergs-sagen, hvad man måtte mene om barnebrude.
En integrationsminister skal ikke bryde loven. Og en statsminister skal ikke tale usandt.
