Fredag forlod Ida Auken De Radikale. Hun kører nu på sit tredje parti inden for bare syv år.

Vel at mærke: Uden at hun har fået nye politiske holdninger.

Hun mener stort set, hvad hun mente for et halvt år siden og for fire år siden. Det er nemlig slet ikke det, det drejer sig om.

For hvis nogen gik rundt i den vildfarelse at tro, at partiskifter altid handler om visioner for et endnu bedre Danmark, så kan de godt tro om igen.

Det er magt, og det er karriere.

Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
Vis mere

Tag nu Auken: I samme nanosekund, som hun meldte sig ud af De Radikale, lod hun sig indlemme hos Socialdemokratiet. Helt svarende til dengang hun i 2014 uden videre gik fra SF til De Radikale, da SF ikke længere kunne sikre hende en ministerpost.

Ikke noget med en tænkepause. Bare videre til næste platform for personlig udvikling.

Men hvad så, kunne man spørge, med de knap 22.000 vælgere, som ved valget i 2019 stemte på hende i den – skulle det vise sig – vildfarelse at tro, at hun var radikal?

Dumt spørgsmål.

Om vælgerne føler sig snydt, interesserer ikke Ida Auken – eller for den sags skyld andre afhoppere som Jesper Petersen, Astrid Krag, Naser Khader, Marcus Knuth, Jens Rohde og Rasmus Nordqvist.

De er arketypen på politikere, der ser politik som et erhverv.

De kunne være blevet tandlæger, buschauffører eller skolelærere. Nu blev de så tilfældigvis politikere, ofte uden at have erfaring fra ret meget andet end den politiske verden.

Og det blev de først og fremmest for at tjene sig selv. i gamle dage kaldte man det for levebrødspolitikere. Egentlig underligt, at dén betegnelse er gået lidt af mode. For det er værre end nogensinde.

Det med folket og vælgerne er noget, de har reserveret til skåltalerne.

Ida Auken-politikertypen er sådan én, der vælger parti efter karriereudsigter: Hvor kan jeg blive minister? Hvor kan jeg komme i ledelsen? Hvor kan jeg blive genvalgt?

Eller slet og ret: Hvor har jeg størst chancer for at fastholde min ret privilegerede tilværelse som folketingspolitiker?

Ida Auken vil selvfølgelig slå syv kors for sig og sige, at her tager jeg FULDSTÆNDIG fejl.

Hun er skam – vil hun indigneret bedyre – drevet af et ønske om at ændre verden til det bedre. Ikke mindst inden for den klima- og miljøpolitik, som hun har gjort til sit speciale.

Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Men her er det så, at det begynder at blive mærkeligt.

For mens hun stadig var radikal, (og inden hun tog hul på den ni måneder lange stressorlov, under hvilken hun dog godt fra sidelinjen kunne stikke knive i ryggen på Sofie Carsten Nielsen under partiets #metoo-opgør), var hendes evige budskab, at Socialdemokratiet var skammeligt fodslæbende på klimaområdet.

Er det så blevet anderledes, siden Ida Auken nu pludselig melder sig under fanerne som socialdemokrat?

Næh, overhovedet ikke.

Socialdemokratiets position på klimapolitikken er præcis den samme nu som for et år siden.

Det eneste forandrede er, at Auken har brug for et nyt politisk tag over hovedet, nu, da hun var kommet på kant med dem i det gamle hus.

Hvordan man end vender og drejer det: Ida Auken er nu en del af et parti, der forfægter en politik, hun er lodret uenig i.

Vil Auken så ikke kunne ændre på Socialdemokratiets linje?

Dream on, Ida.

Tværtimod vil de nye partifæller elske at se hende stege, når hun første gang fra Folketingets talerstol skal give den som loyal fortaler for en klimapolitik, hun dybest set er uenig i.

Hvis hun kan løfte dén opgave, tegner alt lyst for Auken. Så er hun gjort af det rette karrierepolitikerstof.

Så venter måske ligefrem en ministerpost.

Og hvis ikke er der jo mange andre partier.