»Ej, DET tør jeg ikke!«

Kan du genkende denne automatreaktion fra dit eget liv? Den allerførste begrænsning for, hvad vi mennesker kan - eller tror vi kan - findes inden i os selv.

Fra forskningen ved vi, at lige netop denne mentale automatreaktion ift. en opgave, man står over for, har enorm indflydelse på, om man lykkes med den, uanset om man har kompetencerne eller ej.

Det betyder i praksis, at du sagtens kan have evnerne til at klare en given opgave, men at din manglende tiltro til, om du kan klare opgaven, alligevel kan risikere at spænde ben for dig.

Begrebet kaldes på engelsk self-efficacy - og på dansk mestringsevne. Begrebet er bedst beskrevet af en amerikansk psykolog ved navn Albert Banduras, der opdagede, at en høj grad af mestringsevne hos et menneske generelt set hang sammen med følelsen af at have kontrol over sit eget liv samt indflydelse på egne valg og handlinger.

Omvendt medførte en lav grad af mestringsevne typisk en opfattelse af, at ens liv var uden for ens kontrol.

Altså en ret vigtig evne, men mere interessant også en evne, der rent faktisk kan optrænes, og som især afhænger af disse fire faktorer;

Erfaring: Når vi oplever at lykkes med noget, vokser vores mestringsevne, mens den daler, når vi oplever nederlag.

Spejling: Når vi ser, at det lykkes for andre at klare en opgave, påvirker det også vores egen mestringsevne positivt, særligt når det er mennesker, vi normalt sammenligner os med.

Feedback: Ris og ros fra andre påvirker også evnen. Kritik er dog bedre til at nedbryde vores tiltro til egne evner, end ros er til at opbygge den.

Kropssignaler: Når vi står i en ny situation, kan signalerne fra vores krop tage magten og kontrollen fra en. Hvis vi i forvejen er lidt usikre i situationen, vil hjertebanken eller tørhed i munden kunne puste til nervøsiteten, som dermed påvirker vores mestringsevne negativt, end hvis vi lykkes med at 'tæmme' kroppens signaler, så vi bedre kan holde fokus på det, vi skal.

I sidste uge havde vi vores første møde i Regeringens Nationale Stresspanel, hvor vi over de næste fire måneder skal forsøge at nå frem til 12 forslag, der kan være med til at knække stresskurven i Danmark, som gennem de senere år har været stigende.

I slutningen af mødet kiggede sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) forbi for at komme med sine tanker i forhold til panelets arbejde. Et af de tiltag, som hun selv for nylig var blevet ret inspireret af, var et nyt norsk skolefag kaldet livsmestring, som netop i sommer er blevet besluttet indført i Norge fra 2020.

Faget skal hjælpe norske unge med at opnå en god psykisk ballast, der kan gavne dem senere hen i livet.

For mig at se er tanken bag et sådant fag en virkelig god ide i disse tider, hvor især de unge jo oplever et massivt ydre pres på deres selvopfattelse bl.a. gennem sociale medier - som en moderne udgave af 'lille skærm i lommen der', hvor antallet af likes alene bestemmer, om man er god nok eller ej.

Men også for voksne er det vigtigt med gode livsrammer, der er tilpas udfordrende og overkommelige, så vi gennem succesoplevelser kan øge tiltroen til vores evner.

Det er desuden klogt at omgive sig med mennesker, vi kan spejle os i, og som er gode til at give brugbar og konstruktiv feedback, så vi får den hjælp, vi har brug for til at udvikle os både menneskeligt og fagligt.

Endelig er der sund fornuft i at udvikle rutiner, der hjælper os med at regulere kroppens reaktioner, når vi befinder os på dybere vand end vanligt.

Tilsammen kan disse ting få os til at vokse indeni, hvilket er lige præcis det, som mennesker har brug for. At opleve at vi kan noget selv.  At vi er noget selv. Men vigtigst af alt, at vi har evnerne til at omskrive historien om os selv ved at prøve ting af - eller sagt med Pippis ord: 'Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg sikkert godt!'.

Men hvad med dig?

Hvem skriver historien om, hvem du er, og hvad du kan? Dig selv eller dine omgivelser?