Håndboldlegenden Joachim Boldsen har indset, at han er typen, der »brokker sig«.
Men i stedet for at blive ved med at brokke sig, har han besluttet sig for at gøre noget ved det.
Og det er netop det, han gør, når han til det kommende kommunalvalg stiller op for De Konservative i Hørsholm Kommune.
Det fortæller han i B.T.s debatpodcast, Borgerlig Tabloid, hvor han sidder over for vært Joachim B. Olsen.
Men når valget er faldet på De Konservative, er det ikke fordi, Boldsen er særlig konservativ, fortæller han.
Og det betyder heller ikke, at han nødvendigvis stemmer på De Konservative, når der er folketingsvalg:
»Nej, du ved godt, at der er en verden til forskel på kommunalpolitik og landspolitik.«
Han fortsætter: »Det er ikke fordi, jeg nødvendigvis er voldsomt konservativ […] Jeg holder pænt for mig selv, hvad jeg stemmer til folketingsvalg.«
Det er faktisk mest af praktiske årsager, at det lige blev De Konservative, fortæller Boldsen, der tilføjer, at partiet er det største parti i kommunen:
»Jeg kender en af dem, der sidder i byrådet, og jeg kender borgmesteren i forvejen […] Det var nu engang her, at muligheden var.«
Han fortsætter: »Der var ikke nogen af de andre partier, der kontaktede mig og spurgte: ‘Vil du stille op for os?’ - så havde jeg måske overvejet det, men det var der ikke nogen, der gjorde.«
Hvad hvis et rødt parti havde spurgt?
»Jamen, så ville jeg da se, hvilke værdier de står for, og hvad det er for nogle mennesker, der er der – og så havde det måske været dem. Altså, lokalpolitik er jo så anderledes end landspolitik.«
Udtalelserne fra Boldsen har efter udgivelsen af Borgerlig Tabloid vakt opsigt.
Og i et svar til TV 2 har borgmester i Hørsholm, Morten Slotved, udtalt:
»Jeg er da ærgerlig over, at han har udtalt sig om landspolitik. Jeg har snakket med Joachim ved de seneste tre valg og opfordret ham til at stille op. Vi har interviewet ham i forhold til vores lokale politik, og hans værdier rammer klart inden for vores konservative politik i Hørsholm.«
Hvad Boldsen vil gøre i kommunen, hvis han bliver stemt ind, kan du høre mere om i onsdagens afsnit af Borgerlig Tabloid.
Her bliver der også plads til mange gode grin og anekdoter fra de to herrer, der de sidste tyve år er blevet forvekslet med hinanden igen og igen og igen.
Hør det i Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:

