Har I lagt mærke til, hvad homoseksuelle IKKE gør?

Jeg har flere gange oplevet at få spørgsmål som: »Er du ikke bare heldig, at du ikke bor i Yemen, hvor folk bliver slået ihjel for at være homoseksuelle?« og »Burde danske homoseksuelle ikke bare knytte sylten og i stedet glæde sig over, at vi lever i et vestligt, sekulært samfund, hvor homoseksualitet ikke er ulovligt?«

Nej. Det burde vi ikke.

For kampen om ligestilling er hverken en konkurrence eller leg, hvor kun de mest udsatte minoritetsgrupper vinder retten til at kræve deres ret.

Selvom danske homoseksuelle har fået en række juridiske rettigheder i løbet af årene, kan der desværre være langt fra lovparagraffer til, hvad der udfolder sig i konkret praksis.

De juridiske rettigheder danner grundlag for forandring – men rettighederne kan isoleret set ikke gøre op med danskernes heteronormative fordomme og den binære kønsforståelse, som i høj grad er skyld i diskrimination af LGBT+-personer. Der skal mere til: Det kræver en gennemsyrende, sociokulturel værdi- og holdningsændring.

Ifølge Sex & Samfund foretrækker 10 procent af danskerne, at homoseksuelle ikke viser deres kærlighed offentligt. Tallet er ikke overraskende for mange af os homoseksuelle, som kan mærke foragten i vores daglige levevis.

Hvor ofte ser du to personer af samme køn kysse i film - særligt børnefilm? Eller hvor ofte ser du et homoseksuelt par holde i hånd offentligt? De 'små' begrænsninger, som vi LGBT+’ere lever med i hverdagen, har stor betydning for vores livskvalitet.

At holde i hånd offentligt med en partner af samme køn kan f.eks. være enormt grænseoverskridende. Flere homoseksuelle undgår at holde i hånd offentligt af frygt for at blive diskrimineret af samfundet.

Man hører om flere tilfælde, hvor homoseksuelle par er blevet råbt ad, spyttet på eller slået på, fordi de har vist deres kærlighed offentligt.

For: »Hvad bilder de fandens homoer sig egentlig ind? Hvad får dem til at tro, at de kan komme her og tilsmudse gadebilledet med deres beskidte og afvigende, seksuelle tilbøjeligheder?«

Somme tider mærker jeg et strejf af misundelse, når jeg f.eks. ser heteroseksuelle par, som uhæmmet kan sidde på en bænk ved søerne og holde om hinanden eller komme slentrende hen ad Strøget hånd i hånd.

Jeg bliver misundelig, fordi vi homoseksuelle ikke kan vise kærlighed til hinanden i offentligheden uden først at gøre os overvejelser omkring, hvilke mulige risici og konsekvenser der kan være forbundet med handlingen.

Inden vi beslutter os for, om vi vil tage hinanden i hånden offentligt, stiller vi ofte os selv spørgsmål som: »Hvor befinder vi os?«, »Hvem kan se os?« og »Kan personerne, som kan se os, potentielt blive provokeret?«

Hvis vi vurderer situationen til at være ufarlig, vælger vi muligvis at holde i hånd.

Problematisk er dog, at denne holden i hånd oftest ikke bærer præg af spontanitet og umiddelbarhed - men nøje overvejelser og tilbageholdenhed. Flere af os forsøger at scanne omgivelserne for fare, imens vi går hånd i hånd, for at undgå at støde ind i folk, som potentielt kunne blive provokeret.

Nogle af os vil i al trodsighed ikke slippe hånden, selvom situationen vurderes til at være farlig, fordi vi ønsker at markere, at der skal være plads til homoseksuelle i gadebilledet.

Budskabet er i sig selv positivt - men det ærgrer mig alligevel, at en lille, intim gestus mellem to mennesker skal forvandles til et politisk statement.

Det kan ofte være de 'små' begrænsninger i hverdagen, der fylder. Det er ofte dem, som samfundet lukker øjnene for, fordi de menes at høre til 'småtingsafdelingen'.

Men: »Mange bække små gør en stor å.«

En stor og mørk å, som det danske samfund endnu ikke er dykket ordentligt ned i.