Min mand og jeg har valgt en levevis, der giver os frihed - under ansvar.

Vi må udtrykke og handle på det, der for os hver især føles rigtigst dybest inde – og som indbefatter, at vi kan have andre seksuelle- og kærlighedsrelationer.

At jeg deler både mine dejlige oplevelser og mine udfordringer skyldes IKKE, at jeg ønsker at missionere for den levevis.

Men det er for at bidrage til at fortælle om én af vejene til at få et rigt og tilfredsstillende liv, hvor vi tør og kan være os selv.

Birgitte Gyrd og hendes mand, Hans Erik. Foto: Claus Bech Vis mere

Jeg møder mennesker, der har skulle igennem en alvorlig sygdom, skilsmisse, tab af arbejdsevne, dødsfald af nærmeste, konkurs eller andre voldsomme slag i livet for at vågne op.

De færreste af os kan gå den lige vej uden større bump og store forhindringer, som, når de er besteget og overvundet, gør, at vi ser og værdsætter meget mere af alt det fantastiske, der omgiver os langs vores livsvej. Opdager, at vores liv er en gave.

Min vej har været, at jeg i en alder af 29 år skulle opleve en voldsom efterfødselskrise, efter at vores første barn kom til verden. Jeg opdagede, at det smertede eksistentielt selv at blive mor.

Jeg kunne ikke sove, angst fyldte min hverdag, og til sidst troede jeg, jeg var klar til indlæggelse.

Jeg fik hjælp af en dygtig psykoterapeut, og her begyndte min rejse i at mærke indad. Mere og mere forsøgte jeg at forstå, at jeg gerne må leve mit liv indefra og ud i stedet for udefra og ind.

Jeg kom i kontakt med forholdet til min egen mor, hvor jeg indså, at jeg havde lært at tænke og handle efter meget maskuline værdier.

At alt, der var gøren, præsteren, udrettende, målrettet og synligt, var positivt, og at alt, hvad der var væren, omsorgsfuldt, blidt, organisk, usynligt og tidsløst, var svagt og værdiløst. En holdning, som store dele af samfundet spejlede mig i, var sandheden.

Jeg begyndte at turde mærke ind i min feminine kerne -  som kvinde, veninde, kunstnerinde, mor, søster og partner.

Men det skulle tage mig godt ti år, før jeg virkelig fik lukket op for den seksuelle kraft og tage meget mere af den erotiske nydelse til mig, der lå og sov dybt inde bag et panser af maskulin præsteren.

Der skulle gå yderligere ti år, før jeg opdagede mit fulde potentiale af sensuel kraft, sanselig livsglæde og skønhed som kvinde og erotisk væsen.

Det skete, fordi jeg fik mulighed for at kunne stråle fuldt ud som kvinde, tage mænds interesse til mig og handle på det.

Det mest transformerende var mit eget ændrede syn på mig selv. At jeg i en alder af 49 år følte mig mere levende, tiltrækkende og dejlig som kvinde som aldrig før – jo, måske i korte øjeblikke omkring de tyve, men aldrig tidligere denne vedvarende glæde.

Men for at opleve dette, skulle min partner jo også kunne opleve sig selv fuldt ud som mand.

Og her kom så min nye store livsudfordring: At overvinde jalousien der fulgte mig som en trofast klæbende hund: Du er ikke god nok, han går fra dig, hun er meget smukkere, tyndere, blidere, sjovere osv. end dig.

Jeg har nu kæmpet, arbejdet med, knoklet, grædt, tørret mine tåre og turde se det lige i øjnene.

Hvorfor har jeg orket at gøre det? Fordi jeg hele tiden har vidst og mærket, at jeg voksede i min selvværd og selvagtelse, hver gang jeg klarede en ny jalousiudfordring.

Og hver gang kunne jeg sige og mene lidt mere: Jeg er god nok, jeg er ok, jeg er lige, som jeg skal være.

Derfor kan jeg i dag dele ud af både min sårbarhed og min glæde ved at kunne være en moden kvinde, der må elske og elskes ud fra egne værdier.

Jeg og andre, der går ud i medierne med denne levevis, hører flere og flere hviske til os: I er modige, I tør sige højt og leve ud, det vi andre kun tør drømme om.

Dette er min vej til forløsning og ypperste livsglæde. Din vej kan være en hel anden.

Det væsenligste for mig er, at vi alle finder en vej til at lade vores lys skinne, så vi kan bidrage til at jorden bliver et mere kærligt og fredfyldt sted at leve på for os alle.