Det er vigtig information til danskerne, at det er tre udlændinge, der er mistænkt for at have gruppevoldtaget en 37-årig kvinde i Aarhus.

Det slår Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt fast i B.T.s debatpodcast Borgerlig Tabloid. Han mener derfor, at det er forkert, når politiet i udgangspunktet ikke oplyser signalementet på gerningsmænd. 

»Politiet vil gerne holde på så mange informationer som muligt og kommer kun ud med dem, som har relevans for efterforskningen. Jeg tænker ikke så meget på efterforskningen. Jeg tænker på, at danskerne skal vide, hvad der er, der sker med deres land.«

I sagen om gruppevoldtægten af den 37-årige har Østjyllands Politi måttet beklage, at de gav oplysninger om etniciteten. Men stod det til Dansk Folkeparti, skulle politiet ved lov forpligtes til at oplyse om etnicitet i kriminalsager.

Men bliver sandheden virkelig skjult for danskerne, som du siger? I Danmark offentliggøres der jo statistikker, hvor de dømtes etnicitet også er opgjort efter andel.

»Ja, men statistik er jo også meget goldt på en eller anden måde. Altså, man får et tal kastet i hovedet, og hvad skal man så egentlig fortolke ud af det,«

»Og så kommer der endda alle mulige socialister og sætter spørgsmålstegn ved, om det overhovedet kan være rigtigt.«

Formålet er at skabe en større debat om, hvordan kultur og kvindesyn spiller ind, når udlændinge er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne. I 2018 viste en optælling, at 10 ud af 12 overfaldsvoldtægter blev begået af en indvandrer eller en efterkommer.

Særligt kvindesynet i muslimske lande kan spille ind, mener Morten Messerschmidt. 

»Det er lidt afhængigt, hvordan man fortolker shariaen. Men at kvinden er et andenrangsmenneske i islam, det tror jeg, at de fleste vil være enige i. Og at der i de her lande jo også er en råhed, en forråelse, som bliver taget med til Danmark,«

»Det er i kombination med, at man ser ned på danskere. Man ser ned på danske kvinder.«

Dansk Folkepartis forslag har dog mødt kritik. Hør politisk kommentator Joachim B. Olsen teste argumenterne imod forslaget i torsdagens udgave af Borgerlig Tabloid. Hør det på Spotify, i Apple Podcast eller ved at trykke på »play« herunder.

Podcast

Joachim B: Selvfølgelig skal etniciteten oplyses!

Det var en fejl, da politiet oplyste etniciteten på de tre mænd, der i søndags blev sigtet i den nu meget omtalte sag om en gruppevoldtægt af en 37-årig kvinde i Aarhus.Det mener politiet i hvert fald selv. DFs Morten Messerschmidt kunne ikke være mere uenig, og han har ad flere omgange foreslået, at politiet - og medierne for den sags skyld - altid skal oplyse de sigtedes etnicitet. Vi spørger, om han kan have overset nogle utilsigtede konsekvenser.   Vært: Joachim B. Olsen, politisk kommentator  Medtilrettelægger: Maria Asmine Dam Producer: Alex Brøndbjerg og Maria Asmine Dam Programansvarlig: Astrid Johanne Høg Er du tvivl om, hvad du skal mene om aktuelle emner, så tilmeld dig nyhedsbrevet Borgerlig Tabloid fra debatredaktør Astrid Johanne Høg - så får du borgerlig argumenter direkte i din indbakke:   https://www.bt.dk/debat/borgerlig-tabloid-faa-borgerlighed-direkte-i-din-indbakke