Han blev fyret - kollegaernes reaktion kom helt bag på ham

Han er blevet fyret.

Han er i midten af 40'erne og har været på den samme arbejdsplads i over 10 år. Nu sidder han så over for mig, nedslået og trist – og med en fyring, der betyder, at han er tvunget til at revurdere sit liv på flere punkter.

Han har gode grunde til at opsøge en psykolog, for det kan være svært at håndtere de overvældende udfordringer alene. Der er mange spørgsmål og usikkerheder: Er jeg ikke god nok? Kan jeg få et job igen? Men det er alligevel reaktionen fra kollegerne – eller snarere mangel på samme – der nager ham mest.

Hvorfor er der ikke én eneste, der har skrevet? Han havde ellers været der i lang tid og havde venskabelige kolleger. Skuffelsen er stor, og det er tydeligvis svært for ham at sige det. Det kommer tøvende, som en indrømmelse. Tanken om, at der slet ikke var nogen, der henvendte sig, er tung. Det føjer en ekstra dimension af nedtrykthed til den nye, uønskede livssituation.

På papiret er det soleklart, at vi har behov for kontakt, når vi står i svære tider – men i praksis er der en kæmpe berøringsangst for svære dialoger. Vi er bange for akavet stemning og pinlig tavshed, og vi er måske bange for at trænge for tæt ind på folks personlige rum. Det kan være svært at kaste sig ud i at tale om ting, man ikke er vant til, men det er oftest en fejltagelse, når vi tror, at det er bedre at passe sig selv.

Når det kommer til alvorlige emner som krise, sygdom og død, har vi tendens til ikke at blande os. Som psykolog ser jeg ofte, hvordan det i høj grad også gælder psykiske problematikker. Manglende opmærksomhed – særligt fra kolleger – er virkelig en historie, der går igen.

Eksempelvis kan personer, der er sygemeldt med stress, opleve at møde en mur af tavshed, når de vender tilbage til arbejdspladsen. Det er forfærdeligt at have stress. Det rammer dine tanker, dine følelser, din krop og din adfærd. Det kan være, at du konstant tænker, du ikke er god nok, du føler dig nervøs eller bange, du mærker hjertebanken eller er opkørt, og måske er du irritabel og kort for hovedet udadtil. Oven i alt dette kan tabuets bragende stilhed være svær at håndtere.

I dag deler vi en masse om os selv på sociale medier. Hele verden skal høre om vores brækkede arm og influenza – men stress eller depression skilter vi sjældent med. Man kan være bange for at virke dramatisk eller selvcentreret, når det gælder problemstillinger af mere psykologisk karakter. Måske frygter man at få at vide, at man burde tage sig sammen og komme over det. Måske er man bange for at være en byrde for andre – og spørger derfor ikke om hjælp.

Omvendt undgår omgangskredsen måske at involvere sig, fordi man ikke vil udstille nogen som svag og magtesløs. Vi vil ikke sætte andre i en situation, hvor vi indirekte taler ned til dem. Vi mennesker er gode til at mærke og adoptere andres følelser.

Vi føler andres skam, krummer tæer og bliver flove på andres vegne. Hvis man forbinder psykiske problematikker med svaghed, kan det føre til en form for misforstået hensyntagen, hvor man undgår at tale om udfordringerne, fordi man ikke har lyst til at udstille folk som svage. Men berøringsangsten for alvorlige og personlige emner har negative konsekvenser. Hvis vi ikke taler og lytter, risikerer vi yderligere at stigmatisere dem, der allerede står i en svær situation.

For den, der er ramt af en krise, kan det være svært at række ud og bede om hjælp. Det er en god ide at skrive til venner og kolleger og lade dem vide, at man ønsker kontakten. Men det kan være uoverskueligt – og derfor kan man også lade familie eller venner indlede kontakten til resten af omgangskredsen.

For de flestes vedkommende bør tommelfingerreglen nok være at engagere sig oftere. Man behøver ikke være ekspert på emnet – det er nok at være åbensindet og nysgerrig. Man kan bare lytte – eller spørge direkte: Hvad har du brug for? Vær ikke bange for at henvende dig – det er meget bedre end at opføre sig, som om intet er sket. Den bedste medicin mod svære livssituationer er social interaktion og kontakt.

Læs meget mere om Neela og hendes psykologpraksis HER.