Hvor er de liberale partier?

Først var der tre partier i Folketinget med et liberalt afsæt. Så var der to. Nu er der kun Radikale Venstre. Det har længe været falsk markedsføring, når Venstre i sit partinavn hedder: Venstre – Danmarks liberale parti.

Før Venstre fik statsministerposten, ville Lars Løkke ikke være statsminister i et land med grænsekontrol. I den netop overståede valgkamp ville han gøre den permanent. Dette opgør fra Venstre med den frie bevægelighed er alt andet end liberalt.

Det er langtfra det eneste. For det første er menneskers mulighed for at klæde sig, som de vil, blevet begrænset. Det er resultatet med burkaforbuddet. For det andet er unge mennesker blevet begrænset i at uddanne sig efter nye interesser.

Har de taget en bachelor, må de ikke vælge om igen. Det er konsekvensen ved uddannelsesloftet. De bliver en gang for alle sat i bås med deres uddannelsesvalg. Begrænset i at vælge deres egen fremtid. For det tredje begrænsninger i menneskers mulighed for at forelske sig i, hvem man vil.

Altså begrænsninger for at bo i sit eget land med den, man elsker. For er man blevet forelsket under et studieophold eller på en ferie, er der bureaukratiske regler for at få lov at bo sammen i Danmark.

Dertil kan nævnes en lang række yderligere frihedsindskrænkninger. Det var årsagen til, at Institut for Menneskerettigheder i sin beretning for 2017 konkluderede, at det var gået tilbage med rettigheder og frihed i Danmark.

En tilbagegang med Venstre i statsministerstolen. Ja, Venstre har for længst forladt det liberale standpunkt. Man burde overveje at klage til Forbrugerombudsmanden, når man læser Venstre i sammenhæng med Danmarks liberale parti.

Og så er der partiet, der først hed Ny Alliance. Så blev det Liberal Alliance. Nu må partiet formentlig finde endnu et nyt navn foran Alliance. Mange af de ovenstående, frihedsindskrænkende tiltag har LA ligeledes tilsluttet sig.

Til deres forsvar lød ofte, at årsagen var, at de måtte følge regeringens linje. Man skulle derfor tro, at de nu kom tilbage til de liberale dyder efter valget. Men så præsenterede Liberal Alliance sin såkaldte 2.0-strategi i sidste uge.

Her er visionen, at Liberal Alliance fremover bygger sin ideologi på, at 'Liberalismen ikke må føre til åndløs individualisme' og nævner konkret idéer som faste sengetider og begrænset leg med iPad. Sikke en frihed. Jeg husker selv min egen barndom. Jeg havde en stor frihed til at bestemme min sengetid, så længe jeg lavede mine lektier.

Altså frihed under ansvar. Hvis jeg lavede mine lektier tidligere på dagen, kunne jeg spille Football Manager og Diablo 2 om aftenen eller se den sene Champions League-kamp. Den frihed tør Liberal Alliance nu ikke overlade til 12-årige Kristian.

I sommerferien var Liberal Alliance derudover – i modsætning til tidligere – ikke længere positive over for juridisk kønsskifte, hvis man er under 18. Altså skift af cpr-nummer, hvis man føler sig som et andet køn.

Friheden til at bestemme, hvem man er, lader således ikke til at gælde hos Liberal Alliance med denne middelalderlige tilgang. Det er ærgerligt og ligner et endeligt knæfald for, at Liberal Alliance nu også er overgået til nationalkonservatismen. Også selvom de ikke er i regering.

Det står naturligvis ethvert parti frit for at fremme den politik, man ønsker. Sådan er det i et demokrati. Til gengæld må man stå på mål for de konsekvenser, det medfører. Konsekvensen er, at det går tilbage med frihed og rettigheder i Danmark.

Jeg så derfor gerne, at flere partier, der ellers italesætter liberale værdier, også har mod på at styrke menneskers rettigheder. Derfor er jeg radikal. For jeg er optaget af at skabe muligheder, hvor der i dag er begrænsninger. Give mennesker frihed til at være den, de er. Kampen for muligheder og rettigheder har aldrig været vigtigere.

Herfra skal opfordringen til de frafaldne liberale partier lyde: Kom tilbage til det liberale udgangspunkt. Troen på og friheden til det enkelte menneske. Radikale Venstre skal ikke være det sidste liberale parti. Vi bør være flere, der kan samles om retsind, lovsind, frisind og storsind.