Står du helt af, når talen falder på arrangerede aftaler om erotik med din partner?

Så er du ikke alene … Men prøv lige at læse med alligevel. Det kan nemlig være med til at give jer et (endnu) bedre sexliv.

I min praksis som klinisk sexolog og parterapeut oplever jeg det igen og igen: par, der ikke har så meget sex, som de godt kunne tænke sig. Måske er det dem begge, der savner mere sex – måske er det kun den ene part. I nogle tilfælde handler det selvfølgelig om selve lysten, og det arbejder vi så videre med.

Men i mange andre tilfælde handler det slet ikke om, at lysten er lav eller mangler, men mere om lavpraktiske foranstaltninger og misforståelser.

Måske har den ene troet i årevis, at den anden havde lav lyst, men i virkeligheden handler det om, at man går i seng på forskellige tidspunkter. Når natteravnen så endelig får listet sig ind under dynen og tænker: 'Ej, det kunne da være rart med et lille put', så kommer der prompte en afvisning fra den, der allerede har sovet i to-tre timer.

Over årene bliver afvisningen opfattet som personlig. 'Det er MIG, du ikke har lyst til. Din lyst er også altid lav. Du har aldrig lyst. Du tager aldrig initiativ.'

Tankerne bliver mere og mere negative og mere personligt rettet mod 'mig.' Men hov! – I dette tilfælde kan det sagtens handle om noget helt andet. Nemlig noget så lavpraktisk som at gå i seng på samme tid.

Helt firkantet kan man sige, at hvis ikke rammerne, der kan føre til erotiske oplevelser, er til stede, så ER det altså op ad bakke!

Hvornår er der plads til spontan sex?

Men for langt de fleste par, jeg møder, huserer alligevel myten om, at sex skal opstå spontant og ud af den blå luft - på tidspunkter, hvor det passer ind i begges kram.

Og hånden på hjertet:

Jeg har efterhånden mødt tilpas mange par til at kunne konstatere, at det sjældent kan lade sig gøre, når begge har fuldtidsarbejde, forældreintra, lektielæsning, madpakker, der skal smøres, sportsgrene og hobbyer, der skal passes mm.

Mit forslag?

Lav plads i kalenderen.

Prioriter jeres sexliv.

Det kan lyde fuldstændig forrykt, men de par, jeg har arbejdet med, som har valgt at tage udfordringen op, har været ovenud positive og har ofte sagt: 'Hvorfor i alverden har vi ikke tænkt på det her noget før?!'

Men hvordan kommer man i gang?

Når jeg præsenterer mine klienter for ideen om faste erotiske aftaler i kalenderen, så har de næsten altid den samme reaktion: De synes, det lyder akavet. De frygter, at det vil skabe et underligt pres til at have sex. Og de ved ikke, hvor de skal starte.

Men bare rolig … den slags er der løsninger på.

For jo, selvfølgelig kan det være akavet i starten. Men det er det for jer begge to, så grin lidt af det og tag det stille og roligt. I skal nok blive bedre til det med tiden – og det er faktisk en ret sjov fritidsinteresse at have.

Og nej, selvfølgelig skal ingen føle sig presset, så er det sket noget i løbet af dagen, der helt dræber lysten, så skal I selvfølgelig ikke have sex. Men så kan I måske bare ligge og holde om hinanden?

… Og så er det spørgsmålet om, hvordan man skal tage hul på sådan en aften.

Det har jeg lavet en lille guide til:

1)      Start med at lave en fælles rutine om at gøre det lækkert, der hvor I skal være. Måske skal I tænde stearinlys, måske skal der være rent på sengen, måske skal der et glas vin på bordet?

2)      Hav fokus på, hvad der tænder jer, og hvad der skruer op for nydelsen og liderligheden, og vær ikke bange for at udvide jeres grænser – ikke overskride – men udvide.

3)      Er det svært at komme i gang, så tal om, hvad der kunne være dejligt. Eller start blidt med at give hinanden en massage, måske endda med undertøjet på. Det kan også være, I bare skal ligge og kysse og kæle i 10 minutter og så stoppe igen. Prøv jer frem, men ha' altid den gode oplevelse i centrum.

Majs TIP: Erotiske dates i kalenderen kan være med til at øge kvaliteten af jeres sexliv betydeligt. Hvis I tør.

Læs mere om sexolog Maj Wismann, hendes bøger og hendes praksis HER.