Det må have været med en underlig fornemmelse, Venstres folketingspolitikere tog til aftenfest fredag, efter et opgør mod formanden var slået ned i løbet af dagen.

Det må have været med en tvivlsom fornemmelse, de pakkede deres biler og kørte hjem fra Kragerup Gods.

Har partiet en stabil ledelse?

Partiets nestor, Claus Hjort Frederiksen, må have bragt usikkerhed ind hos alle venstrefolk efter det pressemøde, hvor næstformandens direkte opgør blev afværget.

Kristian Jensen havde bøjet sig i støvet og for anden gang erkendt, at stormløbet mod formanden måtte afblæses. Kristian Jensen erkendte for åben skærm og alle danskere, at han havde givet en kritik i offentligheden, som skulle være givet for lukkede døre. Han var nede at suge grundvand.

Kristian Jensen fastholdt dog, at han stadig var kandidat til næstformandsposten på det kommende landsmøde.

Tak, fordi I kom, og så var det pressemøde slut. Sårene kunne slikkes.

Claus Hjort Frederiksen forlod umiddelbart sin frokost og gik direkte ud til de ventende journalister med et tydeligt budskab:

»Kristian Jensen kan ikke bruge posten som næstformand i Venstre og gruppeformand til at underløbe formanden.« Tydeligere kan det ikke siges.

Kristian Jensen må trække sig.

Udtalelsen kom efter pressemødet, og derfor må den stadig være gældende. Kristian Jensen må trække sig, ifølge Claus Hjort.

Claus Hjort Frederiksen er respekteret og beundret af baglandet. Elsket af journalisterne for sine altid direkte svar. Anerkendt i andre partier for sin evne til samarbejde.

Han er elsket af alle i Venstre – partiets nestor.

Troede man.

»Jeg synes, det er svært at være nestor, når man stikker folk i ryggen.«

Louise Schack Elholm kommenterede med det samme Claus Hjort Frederiksen, og Bertel Haarder udtalte til Berlingske:

»Claus tegner ikke gruppen.«

Lars Løkke Rasmussens lidt underlige retning med at ville skabe en regering på et senere tidspunkt sammen med Socialdemokratiet og samtidig koordinere den borgerlige opposition er håbløs.

Men det er endnu mere håbløst, at partiets næstformand med 21 år i Folketinget den ene dag undsiger sin formand for så næste dag at 'falde til patten'. Det hænger slet ikke sammen, og han skaber dermed den første konklusion:

Kristian Jensen bliver ikke formand i Venstre, for det er tvivlsomt, om han kan vinde det kampvalg, der må komme om næstformandsposten på landsmødet.

Lars Løkke Rasmussen havde en udmærket dag og et udmærket pressemøde. Stemmen var lidt tør og anstrengt, men det hele gik hans vej. Lige indtil de andre borgerlige partier skulle kommentere hans tilbud om at være den 'store koordinator'. De kan ikke se projektet.

Lars Løkke Rasmussen er svækket. Hans plan for ledelsen i partiet kom ikke igennem – allerede her var der et mindre oprør. Hans forsikringer om at blive i fire år mere og tage Statsministeriet tilbage er svære at tro på. For med hvem: Socialdemokratiet eller de borgerlige?

Claus Hjort Frederiksen investerede sin kapital i at smadre Kristian Jensen. Det skaber sammenhold i den gruppe, der foreløbig har støttet Jensen.

Den eneste vinder er manden på bagsædet. Til pressemødet ankom Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen i en golfvogn. På bagsædet sad Jakob Ellemann-Jensen og vinkede. Med ryggen til de to formænd.

Jakob Ellemann-Jensen må gøre det nødvendige arbejde og skabe et fundament for den kommende post som partiformand. Lars Løkke Rasmussen går ikke frivilligt, lovede han.

Vent ikke for længe, se dig ikke tilbage, hav modet til at gennemføre det brutale.

Gør ikke som Kristian Jensen, Jakob Ellemann-Jensen!