Der er opsigtsvækkende godt nyt for vores allesammens klode.

Det værste skrækscenarie for klimaet blev aflyst i sidste uge. Uden nogen rigtig lagde mærke til det.

Temperaturen vil ikke stige med fem grader i dette århundrede, som er den værst tænkelige situation, der er beskrevet af FN's klimapanel.

Det er verdens førende forskere i klimamodeller, der fortæller, at deres forskning nu klart dokumenterer, at vi ikke når så høje temperaturer de næste 80 år. De tidligere skræk-beregninger forudsatte, at verden ville fortsætte med at benytte kul i et omfang, der slet ikke er tilgængeligt.

Det er en super god nyhed, for konsekvenserne havde været uoverskuelige. Oversvømmelser og store landområder, der ville forsvinde. En totalt forandret klode.

Der er skræk og advarsler forbundet med den nuværende klimadebat. Gretha Thunberg har med stærke følelser og dramatiske scener gjort klimadebatten til en kampplads, hvor man enten er med eller imod. Hun har tydeligvis haft en nyttig effekt. Klimaet er rykket op på de fleste dagsordener, men det er skrækfortællinger også.

Derfor er der også grund til at fremhæve, når nogle af de værste forudsigelser ganske enkelt kan aflyses.

Man skulle tro, at klima-politikere og alle andre ville juble over denne positive nyhed.

Men ikke når det gælder landets klimaminister, Dan Jørgensen. Det var Berlingske, der bragte den gode nyhed, og det var B.T., der ønskede ministerens kommentar.

»Jeg vil advare mod at bruge denne analyse til på nogen måde at give det indtryk, at vi ikke har enormt travlt, hvis vi skal forhindre en katastrofal udvikling.«

Svarede Dan Jørgensen. Svaret kom naturligvis på mail, de socialdemokratiske ministre vil helst ikke mødes af modspørgsmål.

Landets minister for klimaet har vanskeligt ved at glæde sig over en enkelt positiv nyhed. Han frygter, at vi – danskere – ikke vil tage klimaet alvorligt.

De fleste er i dag enige om, at der naturligvis skal gøres noget. Temperaturen stiger og vil ifølge forskerne formentlig lande mellem to og tre grader højere end i dag.

Det er et problem, og den udfordring skal løses, men det er respektløst over for almindelige danskere, at man som minister ikke tror, at vi kan håndtere den oplysning.

Selvfølgelig kan vi det.

Der er i dag et bredt politisk forlig om at reducere den danske CO2 med 70 procent inden 2030. Der er stor opbakning til den opgave, der er ingen protester mod den ambition. Ingen.

Vi er et oplyst land, og vi kan sagtens begge dele. Løse den store udfordring og glæde os over de få positive nyheder, der kommer på klimaets område.

Så her kommer den igen:

Den værste klimakatastrofe er aflyst – også selvom nogen helst ikke vil høre det.