En mand, der går ind for stening af kvinder, der har begået utroskab – og en imam, der stod for begravelsen af terroristen Omar el-Hussein.

Det er nogle af de 'islamister', vi igennem tiden har givet dansk statsborgerskab til.

Sådan lyder det fra debattør og skribent Christian Marcussen i mandagens afsnit af B.T.s debatpodcast, Borgerlig Tabloid.

På det sociale medie X har han den seneste tid fremhævet 'islamister', der har fået dansk statsborgerskab, men som i hans optik aldrig burde have fået det.

Det gør han, efter debatten om, hvorvidt ansøgerne i højere grad bør screenes for antidemokratisk sindelag, har raset.

En debat, som Dansk Folkeparti har startet, og som Liberal Alliance senest har stemplet ind i.

»Den her serie er et af mine bidrag til at overbevise folk om, hvorfor de her screeninger er en god idé,« lyder det fra Marcussen i podcasten. 

Her fremhæver han blandt andet Kasem Saeed Ahmad, der blev tildelt statsborgerskab tilbage i 1999.

Måneder inden, han fik tildelt sit statsborgerskab, udtalte han i et interview med Ekstra Bladet, at han var »ambassadør for islam« og havde »pligt til at missionere i Danmark.«

Senere  - i Deadline på DR - forsvarede han brugen af stening af kvinder som straf for utroskab med argumentet om, at det kunne have en »præventiv effekt.«

Hertil knyttede han kommentaren: 

»Jeg er stolt af min sharialovgivning. Jeg kan ikke tage afstand fra min religion. Hverken straffesystemet eller sharia.«

Et andet markant tilfælde, som Marcussen fremhæver, er Ewainat Mohyedin.

Han var ledende imam i Islamisk Trossamfund, da terroristen Omar el-Hussein -  der angreb Krudttønden og synagogen i Krystalgade i 2015 - blev begravet i trossamfundets regi.

»For mig at se, er det fuldstændig inkompatibelt at være ledende figur i Islamisk Trossamfund og få dansk statsborgerskab,« forklarer Christian Marcussen og fortsætter:

»Franske muslimer, de kan godt finde ud af, at deres jihadister, ikke får en begravelse. Den ære skal de ikke have. Men det får man altså hos Islamisk Trossamfund.«

Islamisk Trossamfund var dengang så stolte af begravelsens fremmøde, at de lagde billeder fra den op på deres hjemmeside.

Marcussen fremhæver dertil, at det også var i denne periode, at trossamfundet fik besøg af mange udenlandske islamister for at »berige trossamfundet med deres islamisme.«

Noget, der gjorde, at Københavns Kommune i 2015 valgte at afbryde al samarbejdet med organisationen med henvisning til, at »Islamisk Trossamfund ikke udviser støtte til grundlæggende værdier og normer i det danske samfund.«

Alligevel fik imamen dansk statsborgerskab i 2016 – blot ét år efter, at han begravede en terrorist, og at Københavns Kommune stoppede samarbejdet med trossamfundet.

Men hvordan undgår vi, at folk som Kasem Saeed Ahmad og Ewainat Mohyedin får et dansk statsborgerskab? 

Det diskuterer Marcussen med Joachim B. Olsen i mandagens afsnit af Borgerlig Tabloid.

Du kan lytte til afsnittet herunder, på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller der, hvor du plejer at lytte til podcast. Du kan også se hele afsnittet som vodcast på B.T.s YouTube-kanal.

Borgerlig Tabloid

En mand, der går ind for stening af kvinder, der har begået utroskab, og en imam, der gav en ‘hyldest-begravelse’ til terroristen Omar Hussein. Det er tydeligt for enhver, at disse mænd har holdninger, der på ingen måde er forenelige med et liberalt demokrati. Alligevel har begge mænd fået tildelt dansk statsborgerskab inden for de seneste 10-15 år – vel at mærke efter, at de offentligt har ytret sig i overensstemmelse med sharia. På X har debattør Christian Marcussen gjort sig den ulejlighed at fremhæve nogle af dem, ‘der aldrig burde have fået statsborgerskab’. I dagens afsnit gennemgår vi nogle af dem, og så spørger vi: Hvad er den bedste løsning, når det kommer til at tildele statsborgerskaber? Vært: Joachim B. Olsen, debatredaktør på B.T. Gæst: Christian Marcussen, debattør og skribent  Journalist: Maria Asmine Dam  Producer: Teis Zacho og Maria Asmine Dam Er du tvivl om, hvad du skal mene om aktuelle emner, så tilmeld dig nyhedsbrevet Borgerlig Tabloid fra Joachim B. Olsen - så får du borgerlig argumenter direkte i din indbakke:   https://www.bt.dk/debat/borgerlig-tabloid-faa-borgerlig-debat-direkte-i-din-indbakke