»Bare hun ikke skider ude på træbryggen,« tænker jeg, imens vi langsomt slentrer ned mod vandet.

Der sidder altid så mange mennesker, når solen skinner, og jeg vil jo så nødigt ødelægge deres gode oplevelse med en hundelort lige midt i pizzabakker, kolde drikkevarer og en stemning, der næsten ligeså godt kunne have været at finde på den franske riviera.

Hun har skidt dernede før, og det kan altså nogle gange godt være noget gratværk at samle op. Noget med at skrabe plankerne rene for pletter med hånden inde i en meget tynd hundelortepose. You get the picture.

Jeg holder et skarpt øje med min hund og et næsten ligeså skarpt øje med alle dem, som kan blive potentielle vidner til, at min lille pelsede ven laver ulækre lugteaftryk lige dér, hvor de ligger og soler sig.

Jeg får øjenkontakt med en ung fyr i badeshorts. Han ser godt nok stærk ud, med en firkantet brystkasse, tydeligt markerede mavemuskler og en diameter rundt om armene, som taljemålet på en catwalk-model fra 90’erne.

Jeg bliver lidt forlegen over, at jeg sådan kommer til at kigge på hans krop, så jeg smiler og kigger væk. Mit blik møder akkurat det samme billede hos en fyr, der ligger på bryggen og soler sig sammen med en pige, der, vil jeg gætte på, er hans kæreste.

Pigen ligger på maven og kigger ned i sin telefon. Hun ligger i en g-strengs-agtig trusse og ligner mest af alt én, der snildt kunne klare forsiden på et modemagasin. Gad vide hvor meget, de træner, tænker jeg, imens jeg forsøger at gå videre med min hund, som har fået færten af en skraldespand.

Der er godt nok mange unge mennesker hernede i dag. Mange kroppe uden tøj på. Mange vaskebræt, store muskler, runde numser og helt vildt flade maver.

Ja, faktisk, så er der så vidt jeg kan ikke se ikke andet. Jeg ser ikke én eneste ranglet fyr med lange arme og sporadiske hår på brystkassen.

Ikke én eneste pige med en delle på maven, som ikke forsvinder når hun rejser sig op. Bare lutter 'perfekte' kroppe.

Grinende, hoppende, legende kroppe, der pludselig synes helt ude af proportioner, fordi de slet ikke ligner den krop, vi alle sammen er født med. De er manipulerede til perfektion, og selvom jeg da sagtens kan se, at det er meget pænt, og at jeg også gladelig anerkender, at det bevidner vores (forskruede) skønhedsideal, så bliver jeg simpelthen også så ærgerlig over det.

For helt ærligt, så har jeg svært ved at forstå, hvorfor den måde, vores kroppe ser ud på, er blevet så vigtig for os, at der med al tydelighed er kommet tendens til, at alle skal ligne hinanden.

I hvert fald blandt de unge mennesker i Nordhavn. De unge fyre skal ligne nogen, der bruger mindst en time om dagen i et træningscenter, imens pigerne skal se ud, som om de ikke spiser andet end salat, imens de bare squatter derudaf for selvfølgelig at opbygge den perfekt-afrundede bagdel.

Altså, hvad fanden sker der? Hvor blev diversiteten af? Hvornår blev det almindeligt at ligne en moderne udgave af Adonis? Og for hvis skyld gør vi det egentlig?

Jeg undrer mig virkelig og kan ikke stoppe den strøm af spørgsmål, der vælter ind over mig. For helt ærligt, så synes jeg, det er synd og skam.

Bevares, jeg ved selvfølgelig godt, at der stadig findes både piger, drenge, kvinder og mænd med lidt mere fedt på sidebenene end dét, en fitnessinstruktør ville anbefale, og selvfølgelig findes der også det modsatte.

De er der bare ikke, der på bryggen i Nordhavn, hvor jeg er ude at gå med min lille hund. Der er kun perfekt skårede kroppe; dem, som mange garanteret drømmer om at ligne, og dét er altså, mine damer og herrer, en skævvridning af de større i forestillingen om, hvordan vi mennesker ser ud.

Det er ikke for alle at gå i træningscentret eller leve af dåsetun og salat hver eneste dag, og det må simpelthen ikke blive dét, der er det normale. Alle kroppe er helt okay, og man er altså hverken bedre eller ringere af at have et vaskebræt på maven, der hvor andre mennesker har deller.

»Martha!« kalder jeg på min hund, som stadig har en fest over skraldespanden. Hun kigger op og løber ivrigt frem foran mig.

Pludselig stopper hun op, snuser rundt i cirkler på jorden og sætter sig så ned på den der karakteristiske måde. Hun skider. Lige midt i al perfektionen. Måske skulle vi andre overveje at gøre det samme – om ikke andet, så i hvert fald i overført betydning.