Prisen på gas tager endnu et stort dyk.

Det viser tal fra den hollandske børs for naturgas i Europa, TTF.

I de seneste syv handelsdage er prisen faldet i seks af dagene, og senest er den ved middagstid fredag faldet med over 10 procent siden torsdag.

Prisen var dermed faldet til 113,99 euro per megawatt-time.

I slutningen af september var prisen oppe på hele 223 Euro, mens den 12. oktober tog et kort hop op på 260,19 Euro.

Den lodrette y-akse angiver antal Euro per megawatt-time. Kilde: TTF
Den lodrette y-akse angiver antal Euro per megawatt-time. Kilde: TTF
Vis mere

»Prisfaldet til under etårsgennemsnittet i mandags er udtryk for, at tendensen vender. Priserne er nede igen denne morgen, som bekræfter den nedadgående tendens,« siger analytikere hos Engie Energyscan ifølge Reuters.

Samtidig skyldes prisfaldet også forhandlinger i EU om en aftale om at gribe ind på gasmarkedet. Et ønske som særligt er på flere central- og østeuropæiske landes liste.

Partnerne, som forhandlede i Brussel torsdag, hvor også Mette Frederiksen deltog, nåede dog ikke til enighed om et prisloft.

Formand for EU-komissionen, Ursula von der Leyen, fortalte dog på et pressemøde efterfølgende, at landene er nået til enighed om, at fremsætte EU forslag til en nødbremse, hvis prisen på gas på TTF-børsen stikker af.