Jeg var på sygehuset forleden.

Tarmen skulle CT-scannes, for den har været utæt i mange år. Og det gik godt. Jeg kan ikke klage over hverken venlighed eller betjening.

Til gengæld undrede jeg mig igen over, at sygehuse skal være så grimme. Gustenblege vægge omkranser endeløse gange med slukørede yuccapalmer og kaffeautomater med en besynderlig lysebrun substans. Og hvis man endelig skulle finde sin destination, tager man plads i et fesengrønt bulgarsk venteområde, hvor man kan fornøje sig med et nummer af Helse fra 1978.

Jeg kender jo udmærket forklaringen, nemlig at sygehuse først og fremmest skal være funktionelle. Logistikken skal køre, rengøring skal kunne lade sig gøre, medarbejderne skal kunne fungere.

Men det betyder også, at alle vi andre træder en anelse ind i dødens forgård. Og når vi har kæmpet os igennem læsningen af Helse, bliver vi kaldt ind til afdelingen. Man åbner døren dertil ved at trække i en snor fra loftet, således at en kæmpestor dør langsomt åbner sig med den lyd, man også hører i maximum security prisons for særligt farlige fanger i USA.

Jeg kan godt se, at det er praktisk for de portører, der bakser rundt med sengene. Men det må være en skrækindjagende oplevelse for alle dem, der lider af angst, neuroser, fobier, depressioner og ufrivillig vandladning. Og det er trods alt 75 pct. af befolkningen.

Sygehusene kan så trøste sig med, at der også er grimt alle mulige andre steder. Jeg ved godt, at vi roser os af at bo i et smukt land, men det gælder kun naturen og kun få måneder om året. Jeg ved også godt, at vi i mange byer har enkelte torve og palæer fra dengang, æstetik var en del af det offentlige liv, men resten er grimt som ind i helvede.

Skoler, plejehjem, rådhuse, musikhuse, konferencecentre, storcentre og alt de andre billige betonbrutale skampletter.

Købstæderne trækker vejret gennem deres deprimerende gågader. Og ud fra den lokale kirkeplads stråler resten af byen, kilometer efter kilometer af slidte veje med lukkede solcentre og ubemandede tankstationer. Kommunerne vil muligvis hævde, at de ikke har mange penge til at renovere byen, men det er noget, de har besluttet.

Og vi andre beder dem såmænd også bare om at tænke ud af den tekniske forvaltning: Ryd hele kvarterer (flyvevåbnet kan bruge dem som øvelsesmål), anlæg parker, skab nye torve, før vand ind i byen, forbyd beton, skab læ, sæt massevis af træer, plant nye alleer langs de gamle veje, byg plejehjem af norsk tømmer og hyr en spansk arkitekt til det næste skolebyggeri. Ikke en dansk.

Og hvad så med storbyerne? Ja, til trods for deres monstrøse selvopfattelse, så er de mere eller mindre forvoksede udgaver af det samme. Og de er mørke. Jeg kører selv sent hjem fra arbejde gennem hovedstaden, og der ved midnatstid ligger den rugende sort hen.

Smukke Bredgade med de imposante palæer ligner en kulisse til en tysk propagandafilm fra 1933 og har asfalthuller på størrelse med en mergelgrav. Og fra sine vinduer på Amalienborg har Dronningen gennem hele sit liv formentlig undret sig over, at også vidunderlige Marmorkirken ligger hen i mørke. Måske vil man spare på lyset af hensyn til miljøet? Godt, at vi dermed redder planeten.

Vi har brug for kønne omgivelser. Vi har krav på dem, så vi kan være stolte af vores by. Så vi bruger den mere og passer bedre på den. Vi vil ovenikøbet føle os lidt forkælet, og det er der ellers bare ingen, der gør i det her land.

Jeg skylder måske lige at fortælle, at den i øvrigt venlige specialist på sygehuset pumpede mine tarme op med fem liter luftbåret kuldioxid. 'Så kan vi bedre tage et godt billede af dem, men du vil nok føle, at du skal slå en meget stor prut,' sagde hun. Og det var jo en sætning med en vis skønhed. Så lidt skal der til, før gustenblege vægge pludseligt bliver menneskelige.