Da Fathi El-Abed åbnede sit eksemplar af B.T. kom han op i det røde felt.

Her kaldte B.T.s chefredaktør, Michael Dyrby, tidligere på måneden Donald Trump for en 'kæmpesucces'.

For den amerikanske præsident havde netop underskrevet en aftale med De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain om at åbne de diplomatiske forbindelser med Israel.

»Dermed er hele dynamikken i en proces frem mod fred ændret. Det kan Trump sagtens klappe sig selv på skulderen for, og det vil han gøre,« skrev Michael Dyrby med henvisning til Israel-Palæstina-konflikten under overskfiten 'Er Trump en total idiot?'.

Ja, det er han, mener Fathi El-Abed, der er formand for Dansk Palæstinensisk Venskabsforening. Han var slet ikke begejstret for lederen og kontaktede derfor B.T., som inviterede ham til live-interview. Du kan se hele interviewet øverst i artiklen.

»Det er hverken historisk, og det er langt fra at være en fredsaftale,« indledte han.

Aftalen betyder blandt andet, at Israel forpligter sig til at suspendere planer om at annektere de besatte palæstinensiske områder på Vestbredden.

Benjamin Netanyahu har dog været ude og sige, at annekteringen af Vestbredden er 'udsat', men 'ikke aflyst'.

Israels premierminister Benjamin Netanyahu, USA's præsident, Donald Trump, udenrigsminister for Bahrain, Abdullatif bin Rashid Al Zayani, og udenrigsminister for de Forenede Arabiske Emirater, Abdullah bin Zayed bin Sultan Al Nahyan.
Israels premierminister Benjamin Netanyahu, USA's præsident, Donald Trump, udenrigsminister for Bahrain, Abdullatif bin Rashid Al Zayani, og udenrigsminister for de Forenede Arabiske Emirater, Abdullah bin Zayed bin Sultan Al Nahyan. Foto: ALEX WONG
Vis mere

Fathi El-Abed mener, aftalen i stedet er en brik i Donald Trumps valgkamp for at appellere til fundamentalistiske, kristne evangelister på højrefløjen.

»Det er fint, hvis det overhovedet kan være med til at fremme freden i Mellemøsten og mellem Israel og Palæstina.« sagde han og fortsatte:

»Men aftalen skubber palæstinenserne til side.«

I stedet, mener Fathi El-Abed, at aftalen er med til at hvidvaske Israels bosættelser, der fordømmes og anses som ulovlige af det internationale samfund.

Hvordan det?

»Det er en moralsk sejr for Israel, som nu kan sige, at man sagtens kan lave aftaler med de arabiske lande uden at give land tilbage til palæstinenserne.«

»Og netop det at give de besatte områder tilbage er kernen i konflikten. Hvis ikke palæstinenserne får deres land tilbage, kommer der ikke fred i området. Jeg er bange for, at Netanyahu med aftalen i hånden nu kan sige, at man ikke behøver give land tilbage til palæstinenserne.«

Netanyahu skriver under på, at man suspenderer annektering af Vestbredden, og Trump har lagt pres på ham for at stoppe den. Hvordan kan det være en dårlig ide?

»Det viser, at vi er nået til et punkt nu, hvor vi ikke kan gøre andet end at håbe på, at han ikke foretager yderligere annektering. Siden aftalen blev underskrevet for et par uger siden, er der igangsat nye projekter om bosættelser,« siger han med henvisning til forlydender om, at Netanyahu, ifølge blandt andet Jerusalem Post, har givet grønt lys til 5.000 nye bosætterhjem.

»Så jeg tror ikke på, annekteringsprojektet er gemt ned i skuffen,« sagde Fathi El-Abed.