Danmark har fået ny regering. Retningen er sat med “forståelsespapiret”, men der ligger mange forventninger til det nye ministerhold, som ingen har skrevet ned endnu. For nogle er der tid til at sætte sig grundigt ind i tingene, men for andre starter det lige på og hårdt. Det gælder især de ministre, der udgør Mette Frederiksens politiske livvagter.
Finansminister Nicolai Wammen skal overordnet sikre, at man ikke kan beskylde regeringen for økonomisk uansvarlighed. Det bliver først og fremmest en linedans på en snor, hvor Enhedslisten holder den ene ende og Radikale Venstre den anden.
Og opgaverne tårner sig allerede op foran ham. Han skal i gang med økonomiaftaler med kommuner og regioner, han skal have skruet et forslag til finanslov sammen, og i efteråret skal han forhandle den på plads.
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard har fået den svære opgave at levere på Frederiksens løfte om tidlig pension til nedslidte. Statsministeren har selv meddelt, at hun går ind i sagen, men i sidste ende skal Hummelgaard forsvare og forklare. Og det bliver ikke nok at skyde skylden på DF.
Udlændinge- og integrationsminister Matias Tesfaye skal allerede nu i armlægning med sværvægterne Pia Kjærsgaard og Inger Støjberg, som har angrebet regeringen for løftebrud på udlændingeområdet. Det bliver en daglig sten i skoen på Tesfaye - nogle dage et bjerg. Og han vil ikke få hjælp fra støttepartierne!
Ny børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil har fra “forståelsespapiret” en række opgaver, som ser både populære og gangbare ud, eksempelvis afskaffelse af nationale test og minimumsnormeringer. Men hun skal også levere på Mette Frederiksens løfte om at være “børnenes statsminister”, så hun skal være forberedt på at dække chefens ryg på alt fra børn i syriske lejre til enhver anbringelsessag eller forkert smurt madpakke.
Udenrigsminister Jeppe Kofoed kan umiddelbart ligne modtageren af en meget stor gave, men alle regeringer bliver målt på at kunne repræsentere Danmark flot. Selvom udenrigspolitik sjældent flytter stemmer direkte, er området afgørende for den samlede bedømmelse af en regering.
Det er måske værd at bemærke, at netop disse fem ministre var enten lidt betuttede eller meget alvorlige ved deres udnævnelse. Deres skæbnetråde er nu uløseligt vævet sammen med Mette Frederiksens. Men det er de næppe kede af.
