»Er jeg virkelig den eneste, som synes, at det er dybt uinspirerende – for ikke at sige dybt deprimerende – at købe ind i et supermarked?«

Sådan lyder det fra den franskfødte madskribent Alice de Champfleury i hendes klumme i Politiken, hvor hun stiller spørgsmålstegn ved danskernes indkøbsmetoder.

»Det er, som om der er en usagt konsensus om, at den mest naturlige måde at handle ind på er i supermarkedet. Folk strømmer glade til uden modstand. Ingen demonstrerer, ingen laver en madrevolution,« lyder det videre.

Alice de Champfleury er født og opvokset i Paris, indtil hun som 13-årig flyttede til København. Hun er regelmæssigt tilbage i Frankrig, og her er hun fyldt med glæde over indkøbsoplevelsen, fortæller hun til B.T.

»Jeg bliver altid mødt med et stort goddag, og så får vi en god snak. Der er varme, og vi har kontakt. Det at købe ind bliver en social, menneskelig og sanselig oplevelse.«

Det står i skarp kontrast til oplevelsen, når hun køber ind i Danmark.

»I Danmark kommer jeg ind, tager en kurv i hånden og går rundt selv. Der er kølige temperaturer, og der lugter mærkeligt. Det er ubehageligt at være der,« fortæller hun og fortsætter.

»Man er ikke i fuld bevidsthed, når man er i supermarkedet, tror jeg. Man kører bare på automatpilot, og det meste er pakket ind i plastik, så der er ikke nogen berøring med råvarerne. Det hele handler om 'hvad er på tilbud, hvad er billigt'.«

I en travl hverdag kan det virke som den nemmeste løsning at gå ind i et supermarked, hvor man kan få det hele på én gang.

Men Alice de Champfleury synes ikke, at travlhed er en undskyldning.

»Folk har travlt, men man har også travlt i Paris. Dem, jeg kender i Paris, har rigtig travlt, men de handler stadig på markeder,« siger Alice de Champfleury, som undrer sig over prioriteringen fra danskerne:

»Det er en mærkelig prioritering, som handler om, at det skal gå hurtigt – det behøver ikke smage så godt. Det går ud over økologi og miljø. 'Pyt med masser af plastik, og at vi ikke rigtig ved, hvor det kommer fra'. Hvorfor den prioritering?« spørger Alice de Champfleury.

Hun har en hel klar opfattelse af de danske supermarkeder.

»Et supermarked er et dødt, sterilt sted. Der er ikke samme liv, som der er på et marked.«

I 2020 var antallet af supermarkeder i Danmark på 2.790.