Så kom forløsningen for prins Joachim endelig. Efter et års studier på et militærakademi i Paris, med en afstikker hjem til Danmark sammen med familien under coronakrisen, kom det i denne uge frem, at prinsen fra 1. september bliver militærattaché på den danske ambassade i Paris.

Men hvad synes danskerne, og hvad betyder det for prins Joachim selv?

Umiddelbart virker det til at være det perfekte job for ham.

Timingen er god, og hans brand, der var ved at visne lidt i kanterne, forbliver intakt – han kommer til at beskæftige sig med et fag, han reelt ved noget om, og han kommer til at repræsentere Danmark og bevarer dermed den tætte forbindelse til kongehuset.

Han slipper desuden væk fra Danmark, hvor han var blevet en smule overflødig, og han er ikke endt i Langtbortistan uden netværk, men i Paris, hvor hans franskfødte kone, Marie, og børnene allerede føler sig hjemme.

Så i det hele taget en rigtig win-win-situation for prinsen.

Men hvad med danskerne? Synes de, det er en god idé, at prins Joachim bliver udstationeret i den franske hovedstad i tre år?

Jeg er sikker på, at Joachims fans og den hårde kerne af kongehustilhængere er ovenud tilfredse. En ægte kongelig som officiel repræsentant for landet – finere og bedre bliver det ikke.

Og kongehusfans vil også synes, det er dejligt for hele familien at samles i Maries fædreland, og Paris er jo en skøn by.

Men hvad med de knap så royale danskere? Dem, der ikke køber ind på al røgelsen og plusset på betalingsbalancen? Kan de på nogen måde dryppe malurt i bægeret for prinsen, eller er deres kritik bare endnu en omgang gratis brok og ondt i rumpetten over kongefamilien og dens nedarvede privilegier?

Der er i hvert tilfælde én ting, som allerede er faldet kritikerne og skeptikerne for brystet. Og det er den hastelov, som Folketinget skal vedtage en af dagene, nemlig en tilladelse til, at prinsen får sin årlige apanage på næsten fire millioner kroner med til Paris.

Medlemmer af kongehuset, der får apanage, må nemlig ikke tage deres årpenge med til udlandet, uden Folketinget giver lov til det.

Hvorfor, spørger kritikerne, får han ikke bare løn ligesom alle andre diplomater, der arbejder for Danmark i udlandet? Selv om prinsen selv skal finansiere sin bolig, børnenes skolegang etc. ud af sine årpenge – altså omkostninger, som Forsvarsministeriet normalt ville dække – så er de næsten fire millioner skattefri kroner altså en ordentlig sjat penge.

Den officielle forklaring er, at prinsen stadig skal passe sine officielle pligter i Danmark og derfor står til rådighed, så selvfølgelig skal han have 'løn' i form af apanage.

Javel, men hvor meget kan man stå til rådighed i Danmark, når man har et fuldtidsjob i Paris? Enten passer man vel sine vigtige militærrådgivningsopgaver i rigets tjeneste, eller også klipper man snore over eller kører veteranløb i hjemlandet.

Det gør nok heller ikke noget godt for prinsens brand, at han og kongehuset må kæmpe med rygter om, at han kom forrest i køen, da man pludselig stoppede den normale ansættelsesproces i Forsvarsministeriet, så alle de andre dødelige ansøgere af håbefulde militærfolk fik sig en lang næse.

Kongehusskeptikerne pipper også op om, at militærattachéjobbet i Paris ikke er et rigtigt job og i hvert tilfælde ikke et job for en 50-årig prins med militærbaggrund.

For der er faktisk slet ingen militære forbindelser mellem Danmark og Frankrig, Napoleon er død for længst, og Nato og EU tager sig af alt, hvad der måtte være af militære trusler og udfordringer mellem de to lande.

Ja, jeg vil gå så langt som at påstå, at de største problemer, vi har med Frankrig, for tiden handler mere om, at vi er nogle, der meget gerne snart vil til Sydfrankrig og drikke noget rosé, og det tror jeg alligevel ikke, prinsen kan fikse for os.

Så måske prins Joachim overvejer, om han på lidt længere sigt skal lade sig sluse ud af apanageordninger og officielle pligter, nøjagtigt som sin ekskone, grevinde Alexandra, og forsørge sig selv eller i det mindste få løn af Forsvarsministeriet nøjagtig ligesom alle de andre ansatte i militæret.

Men lad os nu se, hvordan han finder sig til rette i diplomatiet. Jeg glæder mig i hvert tilfælde til at se familiens nye hjem i bladene til september.