I Danmark står det ved lov, at man skal navngive sit barn senest seks måneder efter barnets fødsel. Ronnie Hansen og Sabina Pultz har faktisk navngivet deres treårige datter, det er bare ikke blevet gjort igennem Folkekirken, og derfor har de brudt loven.

Forældreparret har dog anket sagen til Landsretten.

»Det er en principiel sag. Vi navngiver ikke vores datter, fordi man skal gøre det igennem Folkekirken. Det synes vi er forkert,« siger Sabina Pultz til B.T.

I passet står der derfor 'Unavngivet Pige,' men i virkeligheden hedder forældrenes treårige datter Ingrid Tove Pultz Hansen.

I Danmark har vi religionsfrihed – det betyder, at man har retten til frit at udøve sin gudsdyrkelse, men når Sabina Pultz er tvunget til at navngive sin datter igennem Folkekirken, opstår der et problem, mener hun.

Den 28. januar var Ronnie Hansen og Sabina Pultz med i Go' Aften Live på TV 2, hvor de fortalte deres historie.

»Vi har et ønske om at skelne mellem stat og religion i Danmark. Vi vil gerne vælge religionen fra – vi vil gerne fungere i samfundet uden om religiøse institutioner, men det kan vi ikke, når vi skal igennem Folkekirken for at navngive Ingrid,« siger Sabina Pultz.

Ingrid Tove Pultz Hansen er tre og et halvt år gammel og lever et helt normalt liv. Der er støtte fra både familie og venner – familien oplever kun skæve blikke eller mærkelige spørgsmål, når de eksempelvis skal bruge en ny læge eller tandlæge, som skal bruge datterens navn.

»Hos vores egen læge står Ingrid jo registreret som Ingrid, men når vi eksempelvis skal bruge en anden læge eller tandlæge, som ikke er vores egen, så står hun jo registreret som Unavngivet Pige, og så har vi oplevet, at de bekymrende skulle evaluere os,« siger hun og fortsætter:

»Når vi så forklarer dem situationen, forstår de det jo med det samme.«

Foto: privat
Foto: privat
Vis mere

Ronnie Hansen og Sabina Pultz' modstand om at give Ingrid et navn igennem Folkekirken har dog haft store konsekvenser for parret. De har fået en betinget fængselsdom og bøder på 4.000 kroner hver måned, indtil de får navngivet deres barn 'korrekt'.

»Vi har anket sagen til landsretten. Derfor falder det hele lidt i bero,« siger Sabina Pultz.

Sabina Pultz og manden Ronnie Hansen har derfor ikke betalt nogen bøder endnu.

Parret har en forhåbning om, at det her bliver ændret, så det er kommunerne, der står for navngivningen og ikke Folkekirken. Noget, som faktisk allerede foregår i Sønderjylland.

»Vi er faktisk i gang med et borgerforslag, og så håber vi, der kommer interesse nok. Vi bliver allerede kontaktet af folk. Vi er også allerede nogle stykker, men vi vil meget gerne have flere,« siger Sabina Pultz.