Hvordan får jeg ham til at rydde op på sit værelse?

Hvorfor vil han ikke hjælpe til, når vi skal lave mad eller gøre rent?

Når jeg siger, hun skal gå i seng om aftenen, så begynder der hver gang en krig, og det kan tage flere timer, før hun ligger i sin seng og er faldet til ro!

Som forældre har I sikkert den slags udfordringer som en fast bestanddel af jeres hverdag. I tager måske ofte kampe med børnene for at få dem til at efterleve nogle, måske ganske få, spilleregler, I gerne ser overholdt i familien. Måske dukker der opdragelsesmæssige dilemmaer op som for eksempel:

Er det nu rimeligt, at han skal hjælpe til, skal han ikke bare have lov til at lege?

Kan hun ikke bare få lov til at falde om, når hun er træt om aftenen?

Skal vi ikke blot lade den store selv bestemme, hvornår han vil i seng?

De fleste en vel enige om, at det er nødvendigt at opdrage børn? Men her hører enigheden også op. I medierne har eksperter ofte hver deres opfattelse af, hvad rigtig opdragelse er. Nogle mener, at børn mangler opdragelse, andre, at grænsesætning er af det onde, og at man ikke må skælde ud, men blot skal være anerkendende over for børnene. Og i ganske mange år har det ydermere været sådan, at der med jævne mellemrum skabes en ny pædagogisk retning, der ofte præsenteres som noget, forældre bør følge i opdragelsen af deres børn, hvis de vil undgå at traumatisere dem helt og aldeles.

Vi bombarderes dagligt med information fra nær og fjern om, hvad en god familie er: Ikke mindst er der mange meninger om og bud på, hvad ‘rigtig’ børneopdragelse er.

Den omsiggribende informationsformidling påvirker os, og vi forholder os hele tiden til den viden, vi stifter bekendtskab med. Det betyder, at man som forældre kan komme til at lade andres holdninger påvirke ens familieliv, herunder børneopdragelsen.

Og andres synspunkter på opdragelse kan være en god inspiration, men man er nødt til at tænke over, hvad, man selv mener, er rigtigt i forhold til børnene og om den øjensynlige viden, man præsenteres for, nu også ér viden og ikke blot andres mere eller mindre tilfældige meninger.

Man kan derfor ikke blot mere eller mindre ukritisk overtage budskaberne fra det væld af hjemmesider, bøger, hæfter og artikler, tv-udsendelser, podcasts og radioprogrammer man kan støde på om opdragelse. Man kan naturligvis lade være med at lytte til de mange eksperter, og i stedet følge sin egen sunde fornuft og intuition. Og din egen følelse og intuition er uafviseligt vigtig. Men der må mere til. Det nytter ikke at stole på sin intuition, hvis den for eksempel siger, at børn ikke tager skade af at få øretæver, at man blot skal skælde børnene ud, hvis de gør noget forkert, eller at man skal afvise dem og sende dem ind på deres værelse, hvis de har sagt noget forkert.

Her er det ikke nok at lytte til sine egne forældre, der lyttede til deres forældre, der igen lyttede til … om hvad god opdragelse er, for så kommer vi ikke videre. Børnenes bedsteforældre sidder jo ikke nødvendigvis inde med anvendelige erfaringer og brugbar viden.

Og når man så lytter til ekspertråd, bør man nok trække to fra og lægge én til og tænke: Hvad er der i dette for mig – for os? For det fremadpegende sker i et krydsfelt mellem den tilgængelige viden og de værdier, man som voksen har, og de valg, man træffer. Man kan for eksempel have lyst til at sende sin tiårige ind på sit værelse, fordi hun har sagt eller gjort noget forkert. Men hvis man gør det og samtidig mener, at det er vigtigt at være anerkendende og inkluderende over for børn, duer det jo ikke at smide børnene udenfor. Her komme så den nye viden ind og er med til at kvalificere ens handlinger over for datteren.