I Deadline på DR2 var der den 27. maj en debat om børneopdragelse imellem Radikal Ungdoms formand Freja Fokdal og Folketingskandidat for de Konservative, Caspar Stefani.

Debattens første par minutter gav anledning til, at begge debattører kunne redegøre for deres respektive synspunkter. Den konservative Stefani plæderede for en klart strengere opdragelsesfilosofi end den, der har hersket de sidste mange år. Den strengere filosofi bygger på en langt større grad af disciplin og forståelse for, at børn skal indfinde sig i de rammer, de voksne sætter for dem. Det kunne jeg ikke være mere enig i.

Fra tid til anden kan man opleve situationer, hvor børn ikke kan indgå i de gængse rammer, de befinder sig i og går helt over gevind. Det kan f.eks. opleves ved fødselsdage, konfirmationer eller til barnedåb i kirken.

Denne opførsel skyldes nok i mange tilfælde, at forældre simpelthen er for vattede i deres opdragelse af børnene. Forældre, der lader deres børn kæfte op helt uhæmmet, gør børnene en massiv bjørnetjeneste. For som Stefani så rigtigt siger, så kan man ikke vide, hvordan de børn kommer til at være, når de skal ud på arbejdsmarkedet, hvor de vil møde modgang og vil opleve en form for disciplin, som de har været foruden hele deres liv.

Thomas Westenholz.
Thomas Westenholz.
Vis mere

Det værste, jeg kan erindre, må være min seneste flyvetur, hvor jeg sad nær en gruppe børn, der larmede og var til stor gene for alle. Naturligvis sagde jeg ikke noget til dem, selvom det egentligt ville have faldet mig naturligt, eftersom ingen af deres forældre tog affære, som de skulle have gjort. Men nej, de fortsatte ufortrødent, så det endte med at blive en rædselsfuld tur.

Personligt er jeg træt af at opleve forældre komme anstigende med deres højtrøstede børn, som de for en stund kan slippe for, ved blot at overlade dem til børnebordet. Dette giver nemlig mulighed for at med lynets hast at sikre sig den første flaske hvidvin, de får øje på, så de kan dulme den hovedpine, deres børn velsagtens har forårsaget.

Hvis curlingforældrene ikke snart ændrer spor, så vil deres børn stå over for en stor udfordring, de ikke vil være i stand til at løse, fordi de simpelthen er blevet skånet for almindelig disciplin og pli af deres pligtforsømmende forældre.