Man kan nemt blive forarget og bekymret, når man hører historier om 17-årige drenge, der bruger flere tusinde kroner på virtuel udsmykning i forskellige computerspil.

Det kan være flot maling til et våben i Counter-Strike (skins) eller dansetrin i det meget hypede spil Fortnite.

Men hvad er forskellen på denne dreng og den jævnaldrende dreng eller pige, der gerne betaler mange tusinde kroner for en Gucci-taske, der tjener det samme formål som tasken til 150 kr.? Ikke meget hvis du spørger mig.

Både Gucci-tasken og udsmykningen i spillet giver en god portion street credit og anerkendelse, som unge i den alder ofte søger - omend målgrupperne er ganske forskellige.

For to år siden diskuterede vi heftigt, om e-sport var rigtig sport. I dag er langt de fleste ved at være overbeviste om, at det nok er tilfældet. Er det idræt - nej. Men sport - ja, det er det nok.

Om to år er jeg sikker på, at investeringer i udsmykning i spil har nået den samme anerkendelse, som e-sporten har det i dag.

Se på dette indlæg som en beroligende hånd på skulderen til alle jer bekymrede forældre derude: Så længe jeres børn ikke begår kriminalitet eller gambler sig til skins og dansetrin, så bør I ikke være mere bekymrede, end jeres egne forældre formentlig var, da i brugte sparepengene på glansbilleder, frimærker eller tøndebånd.