»Det er et helt centralt krav, at Formel 1 ikke må medføre udgifter for Københavns Kommune.« Sådan lød det fra overborgmester Frank Jensen (S) i Politiken den 14. juni.

Det snævre flertal, bestående af Socialdemokratiet og de borgerlige partier i Borgerrepræsentationen, som ønsker Formel 1 til København, har stillet fem forudsætninger for, at overborgmesteren kan arbejde videre med Formel 1-planerne. Én af dem er, at Formel 1 ikke må koste københavnske skatteydere penge.

Blot tre uger senere har piben fået en anden lyd. Formel 1 indgår nu i de kommende budgetforhandlinger på rådhuset, siger Frank Jensen til Børsen den 5. juli.

Det er de borgerlige partier ikke afvisende over for; de fremstår klar til at hoste op – vel at mærke med skatteborgernes penge.

Har de borgerlige og Socialdemokratiet fået solstik? Formel 1 fremfor penge til flere pædagoger i børnehaverne, hjemmelavet mad til de ældre på plejehjemmene eller flere fodboldbaner i kommune, der i den grad mangler idrætsfaciliteter? Er det virkelig Formel 1, der koster op mod 500 mio. kroner, som vi skal prioritere?

Niko Grünfeld, kultur- og fritidsborgmester i København, Alternativet Vis mere

I København har vi en lang række områder på kernevelfærd og ikke mindst kulturområdet, hvor jeg mener, at pengene kunne bruges langt bedre. Derfor er jeg ærlig talt overrasket over, at de blå partier og socialdemokraterne tilsyneladende er klar til at finde pengene i kommunens budget.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg og Alternativet har vendt tommelfingeren nedad til Formel 1 i København fra begyndelsen. Idéen om at spærre dele af København af i op mod to måneder, for at støjende og forurenende racerbiler kan drøne rundt, er i sig selv ikke særlig attraktivt og clasher i den grad med Københavns grønne profil.

Det bliver ikke bedre af, at københavnerne også risikerer at betale en del af regningen for, at Helge Sander, Lars Seier og regeringstoppen kan dyrke deres interesse for hvinende motordæk og lugten af brændt gummi i Københavns gader.

Formel 1 er en dårlig idé. Nu ser den kun ud til at blive endnu værre.

Skriv debatindlæg til B.T. til btdebat@bt.dk