Der er forunderligt nok fuld opbakning til Mathias 'Zanka' Jørgensen fra både landets fungerende kulturminister, DBU og store dele af fodboldmiljøet.

'Zanka' er kommet i centrum, efter at han optrådte med en t-shirt for sin klub, Fenerbahce, inden en ligakamp i Tyrkiet. Det var ikke en hvilkensomhelst t-shirt. Påtrykt var en rød soldat, der gjorde honnør og teksten: 'Vatan Size Minettar', hvilket betyder noget i retning af: 'Fædrelandet er jer taknemmelig'.

En utvetydig hilsen til de tyrkiske soldater, der betragtes som helte, efter de har angrebet kurderne i det sydlige Tyrkiet.

Det er naturligvis en problematisk situation, som Zanka er havnet i. Han er uden tvivl blevet tvunget i den trøje. Fenerbahce er en klub, der er tro mod præsident Erdogan, der siden er blevet bestyrelsesmedlem i klubben fra Istanbul. I den øjeblikkelige situation har den danske landsholdsspiller ikke haft et valg, meldingen har formentlig været: Du tager den t-shirt på, eller du er ude af klubben.

Alligevel er det forunderligt, at ministeren Rasmus Prehn og DBUs kommunikationschef Jakob Høyer slår det hen og frikender 'Zanka'. Tyrkiet er blevet fordømt af EU på et møde, hvor den danske udenrigsminsiter deltog. Tyrkiet er anklaget for overgreb og krigsforbrydelser.

Fodboldens verden er længe lykkes med at etablere en parallel verden, hvor man ikke behøver at forholde sig til den reelle verden.

Den tid er forbi.

De professionelle spillere vil gerne have deres absurd store gager, men den kommer nu med en pris visse steder. Og i Tyrkiet er det nu blevet synligt for alle. Sporten og fodbolden er en væsentlig del af det politiske spil og nyttig til propaganda for magthaverne.

Erdogan er uden skrupler og udnytter fodboldens gennemslagskraft og har allerede fået støtte fra flere tyrkiske spillere i Europa og klubber i Tyrkiet.

Mathias 'Zanka' Jørgensen er en tænksom spiller, der tidligere har stillet sig spidsen for semi-politiske synspunkter. Zanka har udtalt sig imod racisme og homofobi, der har plaget fodbolden i mange år. I denne sag har han været tavs, og det er nok naturligt. Han slipper dog ikke, som hele fodboldmiljøet heller ikke gør, for at forholde sig til det at være et redskab for direkte politisk propaganda.

Den store løn som professionel fodboldspiller kommer nu med en pris.

I fremtiden må spillerne forholde sig til, i hvilket omfang de vil lade sig udnytte. De skal forholde sig til den politiske verden, de naturligvis er en del af. Fodbolden er ikke en parallelverden, og spiller du f.eks. i Tyrkiet, kan du risikere at blive brugt som reklamesøjle for andet end Puma og Adidas.

Det hjælper derfor ikke 'Zanka', at han nu får opbakning fra DBU og den danske regering til IKKE at forholde sig til 'Zanka-gate'. Den går ikke væk, og han skal møde den danske presse før eller siden, og her vil der naturligvis blive spurgt ind til trøjen.

Den danske regering og DBU må naturligvis forholde sig aktivt til sagen og forlange, at heller ikke fodboldspillere omkostningsfrit kan være med i en hyldest af overgreb. DBU bør ganske enkelt forberede sig på, at der kommer mere af den slags i en polariseret og farlig verden.

Regeringen og DBU bør ikke gøre dette til en sag, der udelukkende handler om Mathias 'Zanka' Jørgensen. På den måde hjælper de ham dårligt.

Det er en sag for alle - ikke mindst fodbolden, og derfor skal DBU aktivt aktivere UEFA.

Det er slut med at tjene millioner af kroner uden at forholde sig til den verden, der eksisterer for alle andre. 'Zanka' kan ikke en gang til trække den t-shirt over hovedet, og det skal han forholde sig til nu.