For ikke mange dage siden var jeg på visit i Lyngby. Den lille by uden for København, hvor forstædernes småborgerlighed kolliderer med whiskeybæltets dekadence.

Jeg skulle en tur i nørdebutikken Faraos Cigarer og havde medbragt min ti-årige søn, som ikke selv skulle have noget.

Mens vi står og venter på grønt lys ved en fodgængerovergang, så spotter jeg en ung fyr på den anden side af gaden. Han laver spøjse bevægelser med munden. Hans kinder blæser sig op på skift som en hamster, der flytter tørfoderet fra den ene side af munden til den anden. Pludselig læner han sit 190 centimeter høje ranglede korpus på skrå og retter mundvigene mod jorden.

»Rrrrrrrrak-PTØH!«

En kæmpe spytklat flyver ud af gabet på ham og rammer fortovet lige ved siden af en ældre dame i moderigtigt ollekolletøj, som Lyngby er rig på, som Kina er på kinesere. Der ligger klatten så. Blævrende og slimet som en klat gennemsigtig remoulade. En vederstyggelig landmine i et af Rigmandsdanmarks lyskryds.

Min søn har snakket om Dungeons & Dragons under hele optrinnet og ikke bemærket noget, mens jeg - med øjne så store som tekopper - har betragtet denne verdensklasseforestilling i appetitødelæggende adfærd.

Nå, da lyset skiftet til grønt bevæger vi os ud i lyskrydset, og jeg bemærker at spytklatten ligger lige på vores naturlige rute mod Faraos Cigarer. Samtidigt småløber min glade søn naturligvis i den retning og - splat - træder lige i klatten.

Mærket af væmmelse og ærgrelse over min uopmærksomhed genner jeg min søn over til et vejtræ, så han kan tørre og skrabe spytklatten af i gruset ved siden af. Herefter kan vi så lægge små grisede dna-spor af ranglet klammergøj over flere hundrede meter langs Lyngby Station.

Altså, hvorfor er det, at denne ulækre kropsfunktion er kommet på mode over en årrække? Jeg husker ikke, at folk gik og grønhakkede på offentligt fortov tilbage i nullerne?  Jeg kunne til nød forstå det, hvis man var helt alene og havde spist et eller andet frygteligt, som bare sad i munden på en og smagte af alverdens ondskab. Kunne man så spytte? Måske… hvis ingen så det. Men den opfattelse er jeg angiveligt ene om. Nu er det blevet hipstersmart at savle blandt sine medborgere.

Hvorfor stoppe der med sit klamme modeshow? Da jeg var lille, var adskillige andre af mine aldersfæller i børnehaven eksperter i at tvære flødebolle ud i hele femøren, når de fik adgang til sådan nogle. Det undrede mig dengang, hvorfor det var så svært at ramme munden, men måske var det bare børnemode at ligne Pjerrot i fjæset, når man spiste flødeboller. Det kunne vel også være et modefænomen i dag, når nu det er så fikst at hoste kropsvæsker op i fuld offentlighed. Og hvad med at tisse i bukserne og kalde det personlig udfoldelse?

Jeg arbejder af og til i weekenderne, hvor jeg må kante mig gennem København for at nå min arbejdsplads. Her ligger rigelige mængder opkast og tis i gaderne. Det er et kapitel for sig, men jeg antager ikke. at folk kaster op med vilje. Derimod er der ingen grund til at spytte. Det må være muligt for alle mennesker i alle aldre at undlade at tabe kropsvæsker foran andre.

Så alle jer, der går og spytter. Lad være med det. Det er ikke cool. Det stempler jer som primitive klamme tosser!